.


Deutsche Forschungsanstalt für Segelflug.
VIII


Raketstart i Alperne

<<

>>

 

Midt i februar 1941 skulle det undersøges hvordan lastglidere kunne genbruges og understøtte fremskudte styrker ved f.eks. at bringe tropper eller udstyr frem i bjergområder uden veje eller flyvepladser

    Stamers plan var, med en Ju 52, at slæbe en DFS 230 op i 3000 m højde hvorfra svæveflyet, ved hjælp af en bremseskærm, skulle komme stejlt ind og lande på et lille plateau på en alpe-bjergside.
Efter lodsning skulle flyet, ved hjælp af raketter, gå i luften igen og glide tilbage til udgangspunktet, klar til en ny indsats. 
 
     
 

 

 

Der var blevet gennemført grundige meteorologiske studier af vind og vejrforhold i Alperne og i slutningen af februar var alle forberedelserne tilendebragt.

 

 

Erich Klöckner havde været oppe på Zirbitzkogel og inspicere det 100 m lange plateau med landingsfeltet på 20 x 40 m og lagt et rød landings-T ud.

Raketteknikerne, meteorologen Walter Georgii og hjælperne stod klar deroppe, da Karl Schieferstein trak Erich Klöckner i luften fra flyvepladsen Zeltweg nede i dalen.
Det var en solrig højtryks dag med svag vind og næsten uendelig sigt, som Erich Klöckner havde masser af tid til at beundre, mens slæbet langsomt snoede sig 1000 m op over det planlagte landingssted.
Efter udkobling vendte Erich Klöckner flyet mod landingsstedet og udløste en stor bremseskærm.

En svag sitren og farten forsvandt lynhurtigt.
Han indledte et dyk på 50º, hvor farten stabiliserede sig omkring 140-150 km/t og sigtede næsen 50 m foran landingspunktet.
Han nåede at prise sig lykkelig for sine nye solbriller, der eliminerede solens reflekser i sneen og gjorde det lettere at fokusere på overfladen og da han kom nærmere hjalp skikkelserne af de ventende ham med at bedømme størrelsesforholdene og afstanden.
Lige før touch-down slap han bremseskærmen og trak pinden helt tilbage, fladede ud og ramte sneen præcist hvor det var planlagt.
Velkomstjubel, en kop varm te og så blev glideplanet vendt rundt og gjort klar til start igen.

Startbanen var 50-60 m lang og steg en 15-20º. Derefter kom et stykke med buske og små træer, hvorefter der var et 1200 m næsten lodret fald ned i dalen.
Erich Klöckner havde taget plads igen og Hr. Mayer var som sædvanlig evigheder om at melde alle systemer klar. Raketterne under vingerne skulle helst starte præcis samtidig.
Et tryk på tændingsknappen aktiverede raketternes brølen og Erich Klöckner gled afsted og var hurtigt i luften. Raketternes antænding gav flyet en tendens til at kavalerstarte, men det kunne let kontrolleres ved at føre pinden frem.
Da farten var steget til 170 km/t trak han pinden tilbage og fór til himmels i en vinkel på 45-50º.

Raketterne brændte ca. 30 sekunder og slukkede meget pludseligt, men med 170 km/t og et glidetal på 18 ankom han til Zeltweg i 400 m højde og landede ved siden af Ju 52'eren.

 

 
       
   

Trods projektet succes, der blev gentaget dagen efter, kom konceptet vist aldrig i anvendelse.

 
     

 

 
 
  << Home  

"STOL" >>