| |
|
Det blev besluttet at
afprøve firmaet
"Rheinmetall-Borsig"s udgave af nogle
fast brændstof raketter.
I den fjerne vestlige
ende af Ainring flyvepladsen blev der
bygget nogle afprøvnings-platforme, hvor
de kunne teste disse lidet sikre og meget
støjende aggregater.
Forsøgene gik i første
omgang ud på at finde frem til, hvordan jet
udstødnings systemet skulle designes, for
at få den højeste effekt ud af brændstoffet.
De fandt hurtigt frem til at de skulle konstrueres
af materialer med et ret højt smeltepunkt,
da de første udgaver blev hvid-glødende
og smeltede væk, så raketten
mistede pusten.
Under afprøvningerne
udviklede de også et elektrisk aktiveret
tændingssystem.
|
Ainring
flyvepladsen med en Ju-52 i forgrunden og Alperne i baggrunden.
|
|
|
|
¤
De første raketter blev klar til afprøvning
og blev monteret under vingerne på en
DFS 230 og der blev installeret en knap i
cockpittet, hvormed man skulle kunne
antænde brændstoffet.
Rheinmetall-Feststoffraketen 109-502 monterede i
halen på en Gö-242.
Projektlederen Hr. Mayer og Erich Klöckner
blev enige om, at med den effekt det var
beregnet at raketterne skulle yde, måtte de
nok forberede sig på en endog meget kraftig
acceleration.
Hvad det nærmere indebar
for Erich Klöckner eller flyets egenskaber,
var der desværre ingen der kunne
svare på. Det var aldrig blevet forsøgt før.
På grund af projektets "Hemmelig" stempling,
blev den første flyvning planlagt
udført en lørdag eftermiddag og kun Hr. Mayer, teknikerne og en læge var
inviterede.
For at have så meget startbane som
muligt blev DFS 230’eren rullet helt ned i
det sydvestligste hjørne af flyvepladsen.
Erich Klöckner tog plads i cockpittet mens
teknikerne kontrollerede raketterne og
antændings systemet en sidste gang. Til
sidst var alle klar og kommandoen blev
overgivet til piloten.
Erich Klöckner pressede
sig godt tilbage i sædet, løftede fingeren
over startknappen og talte ned: "5-4-3-2-1 Tænding." Kraften fra eksplosionerne
var som at blive ramt bagfra af en lastbil.
Klöckner blev presset så hårdt tilbage at
hovedet røg bagover og den højre hånd,
der holdt pinden, røg med tilbage og rev
flyet op i 35º stigning. Raketterne brændte
ud på få sekunder og Klöckner fladede lettere
fortumlet ud i 80-100 m højde, der lige var nok til at gå rundt og lande.
Hans første forslag til modifikationer var
installering af en nakkestøtte og en bøjle til
højre arm og med dem gennemførte han mange vellykkede starter. Plus een mislykket.
| |
15. april 1941
skulle systemet demonstrere sin
praktiske anvendelse for General-staben.
En
fuldtlastet DFS 230 transporter skulle
vise hvordan tropper kunne forcere en flod
ved at rakethoppe over og etablere et
brohoved på den modsatte side.
Erich
Klöckner med "raket-Mayer" i bagsædet blev
efter en He 46 slæbt til bredden af
Danube floden, hvor teknikerne stod og ventede.
Generalstaben stod på den anden bred
sammen med Professor Georgii, Stamer,
Kracht og Dr. Hucke fra DFS.
Floden
var ikke bredere end de kunne råbe til
hinanden ved hjælp af megafoner.
Klöckner
blev enig med sig selv og Hr. Mayer
om at starten skulle gå parallelt med
floden.
Skulle raketterne have funktionsfejl drattede
han ikke nødvendigvis ned i
det kolde vand.
Tilskuerne på den anden
bred var utålmodige og råbte om der
snart skete noget ?
Klöckner kravlede ombord,
strammede selerne, trykkede sig godt
tilbage i sædet og trykkede på knappen.
Raketterne
gik af med et øredøvende skrald
efterfulgt af væsen og buldren og støv
og jord hvirvlede rundt efterfulgt af stumper
af flyvemaskine. Det næste Klöckner
registrerede var at han hang i selerne
med hovedet først nedad og så opad så ud til siden.
Han var totalt desorienteret mens svæveflyet,
eller rettere resterne af svæveflyet, tumlede
omkring i en helvedes dans, der
føltes som i en evighed - Det varede 30 sekunder.
Til
sidst holdt larmen op og der blev helt
stille
!
Klöckner
hang i selerne på venstre side omgivet
af skrot. Venstre vinge var helt borte,
den højre manglede den yderste trediedel
og halen var brækket halvvejs af.
Fra den
anden bred lød det: "Hvad laver i ? Er der
sket Klöckner noget ? Hvad skete der ?" Klöckner
kravlede møjsommeligt ud og børstede
støvet af sin flyverdragt. Uskadt. Han
havde ikke fået så meget som en skramme,
men var temmelig chokeret.
Efter at have glippet lidt med øjnene, eksploderede
han i et raserianfald der var rettet
mod raketteknikerne og deres elendige, ubrugelige
elektriske tændings system og mens
de slukørede begyndte at samle
stumper sammen, trampede Klöckner
over til en Fieseler Storch der stod
parkeret i nærheden. Piloten havde efterladt
den med nøglerne i, Klöckner kravlede
ombord og fløj direkte hjem til Ainring.
|
|
|
|