.


Deutsche Forschungsanstalt für Segelflug.
VI


Raket starter

<<

>>

 

Et fjerde alternativ, til at få de tunge last-svæveplaner i luften, kunne også være anvendelsen af styrbare "booster" raketter under vingerne !


     

Det blev besluttet at afprøve firmaet "Rheinmetall-Borsig"s udgave af nogle fast brændstof raketter.

I den fjerne vestlige ende af Ainring flyvepladsen blev der bygget nogle afprøvnings-platforme, hvor de kunne teste disse lidet sikre og meget støjende aggregater.
Forsøgene gik i første omgang ud på at finde frem til, hvordan jet udstødnings systemet skulle designes, for at få den højeste effekt ud af brændstoffet.
De fandt hurtigt frem til at de skulle konstrueres af materialer med et ret højt smeltepunkt, da de første udgaver blev hvid-glødende og smeltede væk, så raketten mistede pusten.

Under afprøvningerne udviklede de også et elektrisk aktiveret tændingssystem.  

Ainring flyvepladsen med en Ju-52 i forgrunden og Alperne i baggrunden.

 

   

¤

De første raketter blev klar til afprøvning og blev monteret under vingerne på en DFS 230 og der blev installeret en knap i cockpittet, hvormed man skulle kunne antænde brændstoffet.


Rheinmetall-Feststoffraketen 109-502 monterede i halen på en Gö-242.

Projektlederen Hr. Mayer og Erich Klöckner blev enige om, at med den effekt det var beregnet at raketterne skulle yde, måtte de nok forberede sig på en endog meget kraftig acceleration.
Hvad det nærmere indebar for Erich Klöckner eller flyets egenskaber, var der desværre ingen der kunne svare på. Det var aldrig blevet forsøgt før.
På grund af projektets "Hemmelig" stempling, blev den første flyvning planlagt udført en lørdag eftermiddag og kun Hr. Mayer, teknikerne og en læge var inviterede.

For at have så meget startbane som muligt blev DFS 230’eren rullet helt ned i det sydvestligste hjørne af flyvepladsen.
Erich Klöckner tog plads i cockpittet mens teknikerne kontrollerede raketterne og antændings systemet en sidste gang. Til sidst var alle klar og kommandoen blev overgivet til piloten.
Erich Klöckner pressede sig godt tilbage i sædet, løftede fingeren over startknappen og talte ned: "5-4-3-2-1 Tænding." Kraften fra eksplosionerne var som at blive ramt bagfra af en lastbil. Klöckner blev presset så hårdt tilbage at hovedet røg bagover og den højre hånd, der holdt pinden, røg med tilbage og rev flyet op i 35º stigning. Raketterne brændte ud på få sekunder og Klöckner fladede lettere fortumlet ud i 80-100 m højde, der lige var nok til at gå rundt og lande.

Hans første forslag til modifikationer var installering af en nakkestøtte og en bøjle til højre arm og med dem gennemførte han mange vellykkede starter. Plus een mislykket.

 

 

 

 

 

15. april 1941 skulle systemet demonstrere sin praktiske anvendelse for General-staben.

En fuldtlastet DFS 230 transporter skulle vise hvordan tropper kunne forcere en flod ved at rakethoppe over og etablere et brohoved på den modsatte side.
Erich Klöckner med "raket-Mayer" i bagsædet blev efter en He 46 slæbt til bredden af Danube floden, hvor teknikerne stod og ventede.
Generalstaben stod på den anden bred sammen med Professor Georgii, Stamer, Kracht og Dr. Hucke fra DFS.
Floden var ikke bredere end de kunne råbe til hinanden ved hjælp af megafoner.

Klöckner blev enig med sig selv og Hr. Mayer om at starten skulle gå parallelt med floden.
Skulle raketterne have funktionsfejl drattede han ikke nødvendigvis ned i det kolde vand.
Tilskuerne på den anden bred var utålmodige og råbte om der snart skete noget ?
Klöckner kravlede ombord, strammede selerne, trykkede sig godt tilbage i sædet og trykkede på knappen.
Raketterne gik af med et øredøvende skrald efterfulgt af væsen og buldren og støv og jord hvirvlede rundt efterfulgt af stumper af flyvemaskine. Det næste Klöckner registrerede var at han hang i selerne med hovedet først nedad og så opad så ud til siden. Han var totalt desorienteret mens svæveflyet, eller rettere resterne af svæveflyet, tumlede omkring i en helvedes dans, der føltes som i en evighed - Det varede 30 sekunder.

Til sidst holdt larmen op og der blev helt stille !
Klöckner hang i selerne på venstre side omgivet af skrot. Venstre vinge var helt borte, den højre manglede den yderste trediedel og halen var brækket halvvejs af.
Fra den anden bred lød det: "Hvad laver i ? Er der sket Klöckner noget ? Hvad skete der ?" Klöckner kravlede møjsommeligt ud og børstede støvet af sin flyverdragt. Uskadt. Han havde ikke fået så meget som en skramme, men var temmelig chokeret.

Efter at have glippet lidt med øjnene, eksploderede han i et raserianfald der var rettet mod raketteknikerne og deres elendige, ubrugelige elektriske tændings system og mens de slukørede begyndte at samle stumper sammen, trampede Klöckner over til en Fieseler Storch der stod parkeret i nærheden. Piloten havde efterladt den med nøglerne i, Klöckner kravlede ombord og fløj direkte hjem til Ainring.

 
 

Det var kun raketterne under højre vinge som var blevet antændte.

   

 

 
 

¤

Nu fungerede tændingssystemet heldigvis de fleste gange, men de resulterede kun en udgangshøjde på ca. 100 m.
så naturligvis måtte det næste skridt blive eksperimenter med flertrinsraketter.

 
     
       

 

 
 
  << Home  

Flertrins raketter >>