Missed the Frame ?

 
 

 Fredag d. 08. december. 

Jeg gider næsten ikke skrive i dag.

Måske er det fordi jeg ikke syntes der er sket noget sjovt eller glædeligt som jeg har lyst til at dele med andre ? Hvem gider høre på brok, beklagelser og momentane depressioner ?

Dagen startede med at James var sur og kontrær og kom dryssende ved 7:30 tiden.

Han blev mere sur da han så at jeg bare havde bestilt morgenmad (også til ham) og var begyndt at spise.

Han har fra starten ønsket et ret hårdt tempo. Fra Kl. 7 (han kommer altid senere) til kl.18 for, som han siger - at i Kenya, der arbejder man meget...
Møder tidligt og er først hjemme igen ved 19-20 tiden.

Alle i hans land, selv de fattige bønder, arbejder længe.  (Han har tidligere fortalt at han står tidligt op fordi han har 4 børn og bliver nødt til at undgå myldretiden i Nairobi).

Men nu er han i hvert tilfælde blevet træt og vi var allesammen dumme og det her tempo ville han ikke være med til mere.

Han har hele tiden været lidt hoven over at jeg har ønsket “kun” at ville måle effektivt i max. otte timer, for derefter at tage “det ekstra” (betale, føre regnskab, checke FWD, finde overnatning, tanke benzin, reparere DMI, hyre vagter, koble af og på, pakke bil og udstyr, for ikke at tale om transporttid og den slags småting). Han påstår at det plejer han at bruge sin fritid til, selv når han skal køre 200 km til og fra målestedet.  BULLSHIT ! siger jeg.
For det første har han fået det som han ville have det, og for det andet må det hermed være gået op for ham, at den type arbejde vi udfører, når vi er på vejen, er fuld skrue hele tiden.
Kontorfolk og bønder kan variere tempoet i dagens løb og efter arbejdets art, mens vi bliver nødt til at stoppe arbejdet og køre af vejen for at slappe af.
Det er ligesom samlebånds arbejde det her. Du er enten ON ell. OFF.

Nå;  men han forlangte at vi skulle holde hviledag søndag, for nu havde han arbejdet 11 dage i træk og det er ikke normalt.
Det kunne jeg godt være med til.
Det har været planen hele tiden og så er der ingen der taber ansigt.

Han var go igen til aften efter de sædvanlige 11 timer.


Området nord for byen var meget smukt. Det mindede lidt om Østrig (!)
Stejle bakker med træer, græs og køer.

Befolkningen virkede meget fattig. Krigene og hungerkatastrofen har sat sine spor.
Der var næsten ingen opdyrkede områder og næsten ingen æsler, befolkningen slæbte alt på ryggen. Husene var firkantede, af træ og ler og dårligt vedligeholdte.

 

Vi blev nødt til at køre tilbage og overnatte i Dessie.
Der er langt til den næste by med benzin og overnatnings muligheder.
Faktisk er der ingen ”rigtige” byer med ”rigtige” huse før Woldiya.


"Melody Bar", Dessie.

Men Dessie er forfærdelig kaotisk, så vi bliver på hotellet i aften, selvom det er et kedeligt sted.
Der sker heller ikke noget sjovt om fredagen.
Det er helligdag og kødfri dag og ingen sang og dans.

Hotellet er et “finere” et og det kedeligste vi har været på til nu.

Værelserne koster 20 Birr. og vi har dem med fælles bad og fælles WC.
Baren var udstyret med polstrede plastiklænestole og et beskidt væg til væg gulvtæppe. Dertil en del ethiopiske ”Karl Smart’er” i brune "sovjetiske" jakkesæt, europæisk popmusik og ingen sjove barpiger.

Vi længtes tilbage på landet.

 

 
 

Next >>