Missed the Frame ?

 
 

 Lørdag d. 09. december. 

Så nåede vi til vejs ende...Woldiya – her vender vi og så går det hjemad !

Vi målte “kun” til km 503 selvom Woldiya ligger ved km 521. Dagen slap op.

Alle er glade fordi vi holder fri en del af dagen i morgen, så det er blevet en øl for meget og lidt sent. 23:00.

Byen er lille, og hotellet nyt. Vægge og døre er lige og her er nymalet.

Hotellet er bygget op ligesom Yfat (atriumgård), med jord P-plads og opholdsareal med plastikstole (nye) i midten.
Fælleslokum og bad (koldt).


Seng, bord, stol, dagbog. Woldiya.
På værelset er der oven i købet badesandaler. En af hver farve, så man ikke fristes til at tage dem med når man rejser.

De havde dog glemt at bygge et køkken.
Tilberedningen foregik over et bål på jorden i et bølgeblikskur.

Pigen der kan grine her, hedder Demosh.
En pige i nationaldragt fra Tigre provinsen.


Kvinder fra Tigre provinsen. Ikke mit foto.

 


Hvis vi alligevel måler “lidt” i morgen (søndag), kan vi muligvis tage herfra mandag morgen og være i Kombolcha om aftenen sent.
James og Wossan vil hellere helt til Kombolcha end overnatte i Dessie.
Der er det ikke er så koldt, men så skal vi køre ned af bjerget, med de strandede lastbiler, i mørke...

.......

Vi kørte igennem endnu et fabelagtigt landskab.
Bjergene er vildere med udsigter over storslåede dalstrøg med højt til himlen.

.......

Vi lagde ud lige nord for Dessie i det “bakkede” grønne område med de rustne krigsefterladenskaber.
Vejen førte ned over en stenet floddal med hirsemarker og op over et bjerg på den anden side.
Ned igen og gennem en stor stegende hed, tør og støvet slette og derefter op over endnu et bjerg, der for afvekslingens skyld igen var grøn og frodig.

 

Vi kom gennem en landsby, hvor der blev holdt markedsdag og vi købte nogle stykker sukkerrør.


Sukkerrør.

Dét kræver øvelse!
Med tænderne skal man først skrælle sig igennem det yderste stenhårde lag, der efterlader masser af lange trævlede splinter mellem tænderne. Nok til at fylde en husholdningsæske tændstikker.
Indeni er der en sprødere, meget sød og saftig marv.
Fiberindholdet er dog ikke meget mindre og mine famlende forsøg gjorde at jeg blev hurtigt blev smurt ind i klæbrig saft, til stor morskab for de to erfarne slikmunde.

 

Der var folk og geder og køer og æsler på vejen 10-20 km før og efter landsbyen, der vandrede hjemad med deres indkøb.


 

For første gang havde vi en “blaffer” med.

James og Wossan er ellers ret hårde hvad det angår.
Der er mange der beder om et lift og jeg syntes der har været flere blandt dem, der efter min målestok, har kunnet behøve en hjælpende hånd.

Men ved km 503, mens vi pakkede sammen efter dagens dont, kom der en fortvivlet pige løbende hen til os.
James og Wossan ignorerede hende, så hun kom hen til bilen, hvor jeg sad og kopierede filer og gestikulerede bønfaldende ind til mig.
Jeg “sagde” til hende: snak med Wossan, men hun “sagde”; “Jeg spørger DIG, ikke ham !”.
Jeg spurgte Wossan hvad der var med hende og hans svarede “some thieves, maybe”. Da hun så min “ligeglade”  reaktion, brød hun grædende sammen i rabatten.

Heldigvis er Wossan ikke så skråsikker en fyr.
Hvis han er i tvivl, slutter hans sætninger med "maybe".
Jeg undersøgte sagen og det viste sig at hun havde fået meddelelse om at hendes bror var død og lå i Woldiya og der var 20 km at gå.
Jeg var lige ved at tømme bilen og efterlade min kuffert for at få plads til hende.
Mand. Hun græd så hjerteskærende hele vejen til byen at vi alle sad med tårer i øjnene.

 


Der var ingen Kai Wat til Injerraen i dag, kun noget gråt, senet, ubestemmeligt kød.


Injerra
og på øverste tallerken kitfo. Det orange er chilidrys, kødet ved jeg ikke hvad var, men der var øl til !

Wossan spiste Kitfo. Råt, hakket kød. En specialitet.

Vi plejer at spise af hinandens mad.
Injerra bliver normalt serveret på et lavt emaljeret fælles “vaskefad”, men råt kød var måske at udfordre skæbnen.

Så dagens højdepunkt var i dag en kedelig affære.

 

 
 

Next >>