Torsdag
d. 07.
december.
I dag kravlede vi op af bjergsiden
fra Kombolchia til Dessie.
Som forventet holdt der en del sammenbrudte
lastbiler på ruten.
Pænt afmærkede med klippestykker rundt om og
“Assistant Driver’en” sovende nedenunder.
Flere af dem bad om vand
og en af dem fortalte at han nu havde ventet i 2 dage på at chaufføren
kom tilbage med en mekaniker.
Sådan en gang bjergkørsel er noget der
kan trække tænder ud på nødtørftigt vedligeholdte lastbiler med
overvægt.
Og så var der naturligvis de obligatoriske vrag af biler,
der var kørt ud over kanten.
|
|
|
Byporten til Dessie.
Dessie var en ret forfærdelig by
med masser af mennesker der bare gloede ind i bilen.
|
Inde midt i byen var vejen skyllet
væk og vi brugte en del tid på at finde stationeringerne på den anden
side af jordskredet, så perlekæden af målepunkter kunne komme til at
hænge sammen.
|
|
Mens vi kørte rundt i mylderet på
hovedgaden, kørte vi i et hul med højre forhjul.
Vi sad uhjælpelig
fast og var bange for at en aksel var knækket.
På sekunder var bilen
omringet af folk, der stod og gloede og strakte armene ind i bilen. Mest
mænd og “Street-boys”.
De sagde ikke et ord og virkede ikke spor
venlige eller hjælpsomme.
Wossan blev lidt nervøs, gav fuld gas og
bilen sprang op af hullet.
Med nød og næppe undgik vi at faldloddet
bagefter faldt i hullet.
Tilskuerne nåede at springe til side. |
|
|
Lidt uden for Dessie kom vi forbi
en skole som lige havde lukket omkring 200 børn ud, der alle omringede
bilen og råbte YOU YOU ! i munden på hinanden.
Ret udmattende.
Det blev også for meget for nogle voksne, der
forsøgte at jage dem væk.
|
I højdedragene nord for byen
ligger en masse brugt krigsudstyr. Udbrændte lastbiler og tanks.
|
|
Jeg så
det som et tegn på landets utroligt lave teknologiske stade at så store
bunker stål = gratis råvarer kan få lov at ligge urørte i flere år.
......
|
|
Fattighjælp i Dessie. Privat ?
|
OXFAM hjælpeorganisationen har en stor base i Dessie og der gik en evig
strøm af forskellige nødhjælps lastbiler nordpå.
Sandsynligvis til
Eritrea, eller det nordlige Somalia.
|
Wossan fortalte ellers en
interessant ting om bilen forleden.
Det er ikke “hans” bil som han
plejer at køre i.
Denne her har for nyligt været totalt skadet, så
kun dækkene var brugbare som han udtrykte det og han kunne ikke lide at
køre i den.
Kører man hurtigere end 60-70 km/t kan den finde på
pludselig at dreje til højre !
Wossan var blevet ansat af Mogush,
fordi jeg ville have en tolk med.
Normalt var han chauffør for chefen
for et italiensk firma i Addis og var vant til at blive råbt efter og
kommanderet rundt med.
|
|
Han havde også arbejdet for et
tysk selskab.
Dem kunne han heller ikke lide.
Vi arbejder for meget.
På søndag holder vi fri og tager
op og ser på Lalibella.
James og Wossan sagde de havde hørt
hyæner i nat, så måske er det ikke hunde man hører larme hver nat.
Hver nat i hver eneste by på hele turen faktisk.
Eller også gø’er
hundene ad hyænerne?
Men om ikke andet, gør det stemningen lidt mere
eksotisk.
Vi ligger heldigvis ikke på jorden i en lille lerhytte uden dør,
som størstedelen af befolkningen gør det derude i ”naturen”.
Jeg har ikke set kryb af nogen
slags (endnu) En ell. to myg og en helvedes masse fluer.
OK så har der også været
Bilharzia tilfældene, elefantiasis’erne og de blinde.
Apropos sygdomme er jeg ved at få
ondt i halsen. Håber det “bare” er den vanvittige forurening fra
dieselbilerne og afbrændt komøg og støv.
|