Missed the Frame ?

 
 

 Søndag d. 03. december. 

What a day...

Jeg tror jeg tog for meget på mine skuldre da jeg besluttede at skrive dagbog om turen.

Det tager simpelthen for megen tid, når der sker så meget.

Klokken er 23 og vi har “vænnet” os til at starte 7-7:30 og jeg plejer at skulle have mindst 7 timers søvn, hvis der skal køres optimalt over en længere periode.

Vi er et nyt sted. “Yfat Hotel” i Robit.
Virkelig "back to basics".



Føde til krop og sjæl. Et genert smil og et vitamintilskud.
 Jeg ved ikke hvad der var bedst.


.......

Vi fortsatte hvor vi stoppede i går, ved Km 176 og fortsatte ligefrem - altså uden at måle den anden vejside tilbage igen, fordi der hverken er overnatningsmuligheder eller brændstof at få mellem Debre Birhan og Robit.
Vi har brugt de 6 liter der fandtes i området.
Så gemmer vi denne etape til tilbageturen, hvor vi kan slutte dagen i Debre Birhan og Helen Hotel.

Da jeg vågnede i morges var temperaturen nede på 11 grader.
Jeg havde desuden glemt at sætte stikket i til vandvarmeren i går. Det var en fast bestanddel af rengøringen af værelset at stikket blev trukket ud, så det blev kun til en lynhurtig afskylning under den kolde, før morgenmaden gik i fisk.
Måske fordi det er søndag i dag, var der ingen af pigerne til at servere (de var nok i kirke) og det tog lang tid før vi fik vores æg og brød og kunne betale.

 

Vi startede højt oppe i bjergene.
Skyerne drev om anklerne på os og generatoren ville ikke starte.
Den var fyldt med støv og sand fra den omkørsel der var etableret ved broen der var under reparation.
Efter en del roden omkring uden rigtigt værktøj, fik vi til sidst støvet ud, skruet lidt på benzinblandingen, luften er tynd heroppe, og kom i gang.


Skyer i 3000 m højde.

Men skyerne/tågen nedsatte sigtbarheden til et ubehageligt niveau.
Heldigvis kan busser og lastvogne ikke køre mere end 20-30 km/t. og busserne annoncerer også deres ankomst god tid i forvejen med larmende musik.
Wossan mente at den larm vi kunne høre på lang afstand, stammede fra højttalere indeni bussen !
Hvis det er sandt, må tinitus være en udbredt lidelse blandt bus passagerer i Etiopien.


 


Den lokale agerhøne - eller er det duer ?

Men til sidst kom vi over den sidste top.
Et af de højeste pas (Tarmaber) i Afrika i 3260 m højde.
Vi passerede gennem 2 tunneler og kom ud i solen på østsiden af bjerget og derfra gik det stejlt nedad !

 

Alpelandskab eller Afrika ?

 


 

Vi snoede os nedad i næsten 4 timer, medens temperaturen steg tilsvarende.
Lufttemperatur måleren på FWD’en viste til at begynde med 11 grader og kravlede så langsomt opad.
Naturen var fabelagtig ! Grøn og frodig med blomster og høje træer !
Vi var kommet ned under skyerne og solen kiggede frem.
Ved 20° grader var det behageligt.

 


Der var en fantastisk udsigt ud over sletten, der strækker sig helt ud til havet og Somalia derude mod vest.

.......

 

 

Det var blevet varmt nok til bananpalmer og flotte blomster da vi kom gennem Debre Sina, der dog virkede for kaotisk og fattig til at vi overvejede at overnatte der.
Så vi fortsatte nedad.


Debre Sina byport.

 

 

 

 

Ved 30°  fandt vi ud af at smide overtøjet.

 

Menneskene og naturen havde skiftet karakter og på et tidspunkt kiggede James ud af vinduet og udbrød: “This is like home!” (Kenya).
Temperaturen var da krøbet op på 37°.

James sprang ud af  bilen og begyndte at plukke nogle planter fra grøftekanten som de spiste derhjemme.

Wossan så med afsky på ham.
Det gjorde de bestemt ikke i Ethiopien.

Da vi nåede ned til bunden og kom over på den anden side af en flod, blev det støvet og varmt og mindede mig om Indien.
Køerne var de samme (dem med puklen) og de lever vist også af samme slags mad: Støv og tørre kviste.
Meget andet var der ikke at få øje på.


Frakken til de kølige aftener er et tæppe som mændene bærer på hovedet om dagen.
 

 

 

 


Dreng med sukkerrør

 

 

Vi kom efterhånden til Sheva Robit og et vanvittigt menneskemylder (rush hour).
Vi sikrede os værelser og parkeringsplads på Yfat Hotel og fortsatte nordpå, for at mindske næste dags etape til næste overnatningmulighed.

Klokken var hen ad 17 og kvinderne og børnene slæbte vand, sukkerrør og brænde ind til byen, medens mændene inden solnedgang drev husdyrene hjem fra græsning, mens de spankulerede rundt med Kalashnikov’s på nakken. (Nogle virkelige hyggespredere).

Vi vendte rundt og målte tilbage til Robit.

Det var efterhånden halvmørkt og børnene sprang rundt om bilen og grinte.
De havde aldrig set en sort mand før. De gloede ind på James, men da de så mig lyse inde i mørket, sprang de tilbage.
Ordene “Farangi ; Money, money og Hello My Father (?) fløj gennem luften.

Med møje og besvær og omsværmet af ca. 200 tilskuere, lykkedes det Wossan at bakke traileren ind på miniaturegårdspladsen.


 Yfat Hotel, Robit. 

Hotellet var bygget som en atrium-gård som indgangene til værelserne havde front ind mod.
Gården fungerede som parkeringsplads.

 

 

Der var såmænd meget idyllerisk, men vi blev mødt af et kvindemenneske, som nok vidste hvor skabet skulle stå...

Hun fik os til at koble FWD’en af og bakse det ind i et hjørne og bilen ind under et udhæng, som reserve-reservehjulet på taget rev halvvejs ned.

 

Det var i mellemtiden blevet helt mørkt og da Wossan ville tage kufferterne ud af bilen, væltede han den 10 liters dunk med hvid oliemaling ud, som vi bruger til at afmærke vendepunkter med.

Vi var begyndt at undskylde til Fru opsynsmanden, da vi fandt ud af at hun gerne ville have fingre i de 8 liter der lå tilbage på jorden. Det måtte hun hjertens gerne.


Det pyntede på gårdspladsen med noget hvid maling.

Så fik hun fart på.
Hun fik fat i en ung fyr med en vaskebalje og så skovlede han med hænderne maling op fra cementen, til der kun var en fugtig hvid plet tilbage.
Den er i mellemtiden blevet cirkelrund og det halve af gårdspladsen inkl. træerne er blevet Off White.
Så nu stinker her både af opløsningsmidler og dieselbiler.
Gårdspladsen er i mellemtiden blevet fyldt helt op, mens temperaturen nok ikke er kommet under de 30° endnu. Herligt !

.......

Værelserne er 3x3x2 m. med stengulv, en dobbeltseng, en stol og et plastik vandfad som vist nok er til at pisse i, samt en trædør der ikke kan lukkes.
Lyset er gået ned på en 25 Watts. (Hænger muligvis sammen med antallet af piger på stedet).

Lokummet (pæneste ord for det) er ude i gården og består af et stinkende hul i et vådt stengulv bag en skæv blikdør, der heller ikke kan lukkes.
Fællesbadet ligner. Lugten er ikke så slem og hullet i gulvet er mindre.
Der er en lille skammel derinde. Den kan man lægge tøjet på og sætte foran døren. Når den skramler, ved folk der er optaget eller at der kommer nogen ind nu.
Der er solopvarmet vand fra en beholder på taget; hvilket er ensbetydende med koldt vand om morgenen.

.......


Køkkenet med åbent ildsted hørte heller ikke til de største,
men der skal jo også kun laves Injerra med dagens sovs og røræg med brød til morgenmad.

 

Onsdag og fredag er kødfrie dage og ellers veksler det mellem den gule, den grønne og den røde Wat (sovs).
Der er ikke noget der kommer bag på en her, rent kulinarisk.
Måske lige pastaen om onsdagen.
Men så kan man også selv vælge om det skal være morgen eller aften eller morgen og aften.

I dag (søndag) var det den røde sovs med chili, Kai Wat, som er bedst til at tage den vammel-sure smag af Injerraen med, der til gedekød.
I bjergen ville det have været lam sagde Wossan, men det var faktisk ret godt (!)


Men.. Vi glemmer helt James og hans “date” fra i går.

Hun dukkede slet ikke op !
Wossan havde spurgt efter hende i morges, men hun havde vist meldt sig syg.
Muligvis troede hun at det var med mig at aftalen var blevet indgået.

James så både glad og skuffet ud.

Men her til aften tog han en frygtelig hævn.

Vi sad og nød den lune aften og en enkelt øl efter aftensmaden og den skrappe pige (ca.30 år) der dirigerede bilerne rundt, var blevet inviteret over.
Hun havde fået fyldt den lille gård helt op med biler og var vist færdige med de rent praktiske aspekter af hendes arbejdsopgaver og var nu utrolig lattermild.

Wossan var i bad og da hverken James eller jeg kunne Amharik, måtte jeg udfolde mit italienske tegnsprog efter bedste evne, hvilket fik hende til at knække sammen i latterkrampe.
Specielt når hun forstod hvad jeg sagde (?!)

Wossan var i mellemtiden kommet ud af badet og kunne oversætte.
Han er ikke blevet vasket i tre dage, fordi det var for koldt i bjergene.
Han påstod der fandtes en etiopisk regel om at man maksimalt måtte gå uvasket i tre dage, så han gik til grænsen.
James ville checke om det virkelig er sandt med Ethiopernes (bar-pigernes) afslappede forhold til sex.
Det var det så, og han kunne godt tænke sig en af de andre piger.
Men det ville vores parkeringsvagt ikke være med til: “She (hun pegede på sig selv) very happy. 
Other girl like dead.  35 Birr”.
Hun havde allerede tjekket os ud, så vi var hendes.

Efter en del øl (de slår ikke så hårdt i varmen) gik vi hver til sit. James og hende til deres.

Det var sent. Rummet var lummert og indelukket.
Jeg holdt skodderne for vinduet lukket og havde sat kufferten foran døren, ellers kunne folk træde direkte fra atriumgården og ind.
Og så skulle jeg tisse, men jeg kunne ikke rigtig beslutte mig til om jeg skulle tage vandfadet eller hullet til helvede.

 

 
 

Next >>