Missed the Frame ?

 
 

 Mandag d. 04. december. 

Jeg blev vækket første gang ved 04-tiden.

Den Isuzu 5 ton’er som Fru altmuligmanden m.m. havde fået klemt ind 2 meter fra min åndehulslem (vinduesåbning) blev startet  med stor energi.

Ethioperne har samme indstilling til dieselmotorer som italienerne.
Det første de gør når de vågner, er at starte motoren og gasse godt op. Så kan den stå og banke der en halv times tid, til de har fået morgenmad og er klar til at køre.
Havde det været lyst, er jeg sikker på at luften havde været blå.
Jeg vendte mig om på den anden side, til den næste startede sin dieselhørmer.

Alle bilerne er diesel 4WD og lignende solidt kram.


Så er der serveret. Røræg med brød og chilidrys.

Wossan har tjekket bilen, skaffet te og kaffe og er klar til morgenmad.

Parkeringsvagt-pigen mv. var også i sving derude.
Hun har vist ikke sovet(?) godt og råber arrigt efter folk.
Jeg syntes virkelig jeg trængte til mere søvn, men den kolde bruser i rummet med det lille hul i gulvet, friskede mig så meget op at jeg kunne få hende til at grine igen.

Efter at have danset hele natten for James og været oppe siden den første bil startede, var hun nu i gang med at vaske alt hotelsengetøjet i en cementkumme med koldt vand og en hel pakke vaskepulver, så hun var lidt træg.


Vi kom godt afsted (Kl.7:30) og det kan nok være det er lunt hernede i lavlandet.

 

 

Temperaturen havde i nattens løb ikke været under 25° (udenfor værelset, under åben himmel) og vi startede med en lufttemp. på 25° og nåede 37° ved 16 tiden.

Jeg er blevet ret brun på venstre arm. Den der hænger ud af bilvinduet

Generatoren går forresten godt igen.
Så det har bare været den tynde luft og støvet der gav problemerne.

 

 

 

Befolkningen skiftede med landskabet.

Det første stykke, til 20-30 km fra byen, måtte vi kæmpe os igennem horder af køer, der blev ført tilbage på græs af deres Kalashnikov-bevæbnede hyrder.

Der passerede også en kamelkaravane forbi.


 


Den lille dreng holder en "spade" der bruges til at skille agn fra korn med.


 

 

 

 

 

Senere blev det Afar-folk.
Det er et farverigt nomadefolk som man oftest ser billeder af, når det handler om Ethiopien.
Kvinderne har flettet deres skulderlange hår med farverige perler og bærer smykker laver af gamle mønter.
Hos dem var det drengene og pigerne der passede køerne og gederne.

James var forbavset over hvor meget deres liv mindede om Massaiernes.

.......

Vi kom også forbi et vandingssted, hvor jeg tror jeg så lige så mange køer på én gang, som jeg har set i hele mit liv.
Vi måtte ligefrem skubbe dem til side, for at komme frem.
Og afmærkningerne på vejen forsvandt under plamager af kolort.
Det så ikke ud som om de samlede dem op og brugte dem til brændsel.
Med alle de køer havde de måske brændsel i overflod ?

Det var stegende hedt og støvet, men vejbelægningen var helt ny, så det gik glat med målingerne.
Efter ca. 50 km. kom vi igen til bakkede bjergegne, men vi kom slet ikke i nærheden af skyerne, hvor vi fra i går morges vidste, at temperaturen er nede på 11° C.


 


De to piger er lige kommet kravlende op fra en 10 m. høj skrænt ned til et vandløb.
Selv om de ikke kunne Amharik, forstod Wossan dog at de havde 3 timers gang tilbage med dagens vandforsyning.

 


 


Hun var lige ved at græde af skræk over faldloddet og dets mærkelige lyde.

 


 

Ved middagstid passerede vi gennem et område hvor der overvejende boede muslimer.
I landsbyerne stod mændene i små grupper, medens kvinder hastigt sneg sig forbi uden at se op.

Børnene kunne kun råbe: YOU, YOU ! MONEY !  Det var ikke helt så charmerende som Hello My Father. Jeg forsøgte mig et par gange med “How much you want ?”, men forgæves.

 

 

Vejen blev et helvede.

Asfalten manglede på over halvdelen af vejbanen og hullerne og den slingrende kørsel, for ikke at nævne alle de mislykkede målinger og de mange notater, er udmattende.

Jeg har kørt på Ethiopisk espresso de sidste timer.

 

 

Den gamle Telford belægning titter op gennem asfalt"laget"
 og så er det ikke let at måle.

Arbejdet begynder at tære på mænd og materiel.


Gummiskiven der fordeler kraften på vejoverfladen begynder at hænge i laser.

Til sidst blev det mørkt og vi pakkede det hele sammen ude på strækningen, for ikke at “afsløre” for meget det nye sted vi skal overnatte.
Man ved aldrig hvem man møder.

James har ikke kræfter til endnu en overnatning på “Yfat”...


I forhold til Yfat var stedet her i Kemise fantastisk.
Der var 1.sal. og nymalet, blikdøre med lås, næsten rene brusere (koldt fællesbad) og porcelæns pedallokum m. træk og slip.

Det der foruroligede mig mest var at Injerraen i dag næsten smagte mig rigtig godt.

Stemningen på stedet var dog dødssyg.
Det er et overnatningssted for buspassagerer på langfart nordfra til Addis.
Kun én af pigerne i baren var tiltrækkende. Det var en Afar pige med deres specielle frisure, der havde udseendet med sig, men bossen på hotellet var der også, så de virkede lidt skræmte/stressede.

Faktisk var der ingen af de 10-15 gæster der sagde eet ord.
Så da tavsheden havde varet længe nok, gik vi i seng.

Vi passerede km 260 i dag. Halvvejs til Woldiya !

 

 
 

Next >>