Missed the Frame ?

 
 
 Lørdag 02. december.         289 målte km ud af 1070. 

 

Fra Debre Birhan og nordpå, førte vejen os højere op i bjergene.

Der var koldt, goldt og øde og folk blev fattigere og fattigere.

Her sad børn i vejkanten og faldbød sjove gedeulds(?)hatte og grønne bønner.
Det er nok det eneste de kan dyrke eller undvære her oppe.

Her er garanteret heller ingen skoler eller noget som helst andet for den sags skyld.
Kun en fabelagtig udsigt.
Afrikas fjerde-højeste bjerg, Mount Ras Deshen 4.620 m., ligger i Ethiopien, foruden 20 andre toppe på over 4000 m.

Mange mænd har går rundt med rifler over skuldrene og der ligger udbrændte militærkøretøjer i vejkanten.

 


 

Arbejdet skrider godt fremad.
Vi har nået 289 ud af 1021 Km. Så jeg overvejer om ikke det skulle blive muligt at snuppe en dag i Lalibella og se verdens 8. vidunder.
Lalibella ligger ca. 100 Km fra Wolgiya, hvor vi vender og er det først gået godt dertil, er der kun et par dages arbejde tilbage, foruden køreturen til Addis.
Så måske, hvem ved ? Gulerødder skal der til.

.......

Der var lige en enkelt hændelse, der kunne have væltet den gode statistik:
På tilbagevejen, ca. 35 Km nord for Debre Birhan, da vi skulle fylde benzin på generatoren, som producerer strøm til FWD’en, viste det sig at dunken var tom.
Inden vi tog afsted i morges, havde jeg spurgt Wossan om vi havde benzin til generatoren.
Han mente jeg havde spurgte om der var benzin generatoren og det var der, han havde lige fyldt den op fra dunken…

Skulle vi nu spilde en halv dag ?

Ved et usandsynligt sammentræf skete det i nærheden af den eneste by vi var kommet igennem den dag, og det viste sig, at der i den flok af folk der samlede sig om os, da vi holdt stille, var en, der havde 6 liter benzin derhjemme i en platikdunk, som vi kunne købe for 15 Birr.!
Gad vide hvor han havde fået dem fra og hvorfor ? Godt jeg fik en tolk med.

 


Underlige lyde fra forakslen. Holder den ?

 


Hele dagen har vi passeret mennesker med oppakninger på vej til og fra marked.

 

 

De går nok både 30 og 40 Km i bjergrigt område med et bundt grøntsager, en høne, lerkrukker, spiselige(?) grønne blade og alt muligt andet. Hvis vi havde taget alle dem med der bad om et lift, var bilen brudt sammen.
Alle var i deres fineste skrud, hvad der dog ikke siger meget heroppe, men et farverigt skue var det for en blegfed velstandseuropæer.

.......

 

Hvad skal man skyde på sådan en krukke vejer ?
Og der var langt til den nærmeste bebyggelse...


Og så blev det lørdag aften..   Wauww! Gang i den.!

Da bølgerne gik højest sad der 10 mennesker i den halvmørke bar på hotellet.
Alle sad helt stille, indsvøbt i tæpper eller med frakker på og frøs med anstand, mens båndoptagermusikken swingede.

Men det sjoveste kom senere:

Vi havde siddet og snakket lidt om pigerne der serverede.
De er meget sky, men nu har vi efterhånden været her i tre dage så de tør snart henvende sig til mig og servere min øl.

Jeg har givet dem komplimenter (oversat af Wossan) der har fået dem til  at stråle som små sole.
En af dem havde nogle ret specielle sko på og jeg havde rost hende for hendes gode smag….


Hjem fra markedet.

.......

James var ikke bekendt med deres afslappede forhold til sex. (Jeg har jo erfaringen fra Addis), så da han spurgte Wossan om hun ville komme (over til bordet) havde Wossan helt naturligt spurgt: “You want ?  wait I ask”.
Lidt senere kom han tilbage:  “She OK”

“What do you mean OK ?” spurgte James.

“She want number and Birr”             “ ?! ”

“She ask 50 Birr.  I think 35 OK”

Og hermed havde James bestilt en lille brun varmedunk til de ensomme nætter på værelset.

Alt foregik åbent og afslappet (og grinende), men James, der var noget overrasket over udviklingen, turde ikke bakke ud.
“What do I do ?
I can’t speak to her”
og fortsatte; “But I don’t have anything..... You know?....for that”

Jeg sagde “No problem”. Der var sat klistermærker på værelsesdørene med “No AIDS”, så de havde nok styr på det.
For en sikkerheds skyld tjekkede jeg med Wossan  “Condoms?  
Wait I ask”. “No, no” rødmede James under det sorte skind.
Men Wossan var væk.

De andre gæster havde lagt mærke til hvad der foregik, men det var der jo ikke noget usædvanligt ved.

“Yes, she OK”.

James var noget beklemt ved åbenheden.
Jeg var nu også glad for det ikke var mig.
Der er intet at gøre godt med på værelset. 4 vægge, råt stengulv, en blikdør og en hundekold dobbeltseng.
Den intime belysning er den 60 W i snoren i loftet, der skal slukkes ovre ved døren. Og det er oven i købet luksusværelserne med WC og en bruser med en tynd stråle varmt vand i ca. 3 minutter.

Han lånte resterne af min flaske whisky fra Frankfurt, så nerverne kunne falde til ro.
Og så havde han også noget at være gæstfri med, selvom hun nok ikke drikker.

Han kan jo altid låse døren og skubbe 50 Birr ud under den, de gaber alligevel 2 cm.

.......

Vi har forsøgt at få fat i kvitterings-udskrivnings-manden igen til aften, men han kommer vist i morgen tidlig. Og så er det farvel Helen Hotel og luksus.

 

Nu skal jeg altså huske at købe tandpasta. Jeg glemte tuben hos C i Addis.

Go’nat.

 
 

Next >>