Missed the Frame ?

 
 

Morgenmad:  Gennets hjemmebagt brød og æggekage.

Jeg tror jeg er ved at få højdesyge.
Mit hoved gør ondt og min gane er tør.
Jeg må have fået for lidt væske i går, så tørstig som jeg er nu.

Jeg fik C’s computer ekspert, JE og en anden computer med om til G, for at tjekke om det var computerens opsætning, der gør at programmet går i stå.
Det var det så.
Jeg fik med lidt besvær overtalt F til at overtage FWD’ens computer så jeg kunne tage hans.
Hvis han vil have den tilbage, må han skaffe mig en anden.
Det sagde jeg dog ikke til ham.

Så fik jeg monteret håndbremse-alarmen i bilen, en mere varig strømforsyning til System Processoren og ændret geofonafstandene, hvilket er meget besværligt på en trailer med dobbeltaksler og benzingenerator.

Kl. 19:30 virkede alt, og vi blev enige om at starte i morgen tirsdag kl.8:00

Hr. Mogush, hvis funktion i operationen jeg ikke kender til, kom og spurgte om der er noget jeg mangler?
Kunne han være til nogen hjælp, må jeg hellere udnytte situationen, så jeg fortalte ham at jeg stadig mangler en chauffør der kan engelsk, nye dæk på bilen og penge.
Et værktøjssæt er det for besværligt, og for sent, at lede efter.


Og så tilbage til Gennet’s kødgryder.

Der er mørkt i Addis, for der er ingen gadelygter.

Menuen lød på Lasagne og tomat/løg/gulerods/chili salat. Italiensk / etiopisk aften.

Gennet fulgte med huset da C flyttede ind.
Der har vist tidligere boet en ambassadør der. Italiener måske ?
M fortalte at hun nogle søndage laver en Ethiopisk kaffeceremoni.
Når hun har iklædt sig en enormt smuk Ethiopisk dragt og flettet sit hår i en fantastisk frisure, sætter hun et lille trækulsbækken op ude på altanen, hvor hun først rister de rå kaffebønner.
Bagefter støder hun dem i en træmorter og koger kaffen i en lerkande.
De må ikke drikke den sorte bryg af de sædvanlige kopper, hun har nogle specielle lerkrus - og der skal meget sukker i.
buna.gif (314476 bytes)

Etiopisk kaffeceremoni (Ikke Gennet!)

 

De kan faktisk være et par muntre fyre K og M, når det kommer op i dem.
Efter aftensmaden er de er gået ind for at arbejde igen og jeg sidder på mit værelse og er træt.

Jeg bliver nødt til at have en chauffør med, der kan tale sproget.
Men det betyder så at jeg skal sidde på bagsædet, med et bord ved siden af til computeren og printeren.
Tanken om ikke at sidde på forsædet og have tjek på vejen irriterer mig lidt.
Gad vide hvordan det skal fungere ?
Så skal DMI’en, en lidt speciel triptæller som jeg aldrig har kørt med før, om til chaufføren. Skal jeg så sidde og råbe hver gang en måling er færdig og han må køre til næste målepunkt ?
Og hvad så når vi må gøre en måling om og rykke en meter eller to ?
Hvad med notaterne ?

Tidligt i seng. Ingen undskyldning for ikke at møde Kl.8:00

 

 
 

Next >>