Arrived here with no Frames?

Funäsdalen i høsten.


 

Hvor hulen er de følere!
Jeg sprang hoppende og bandene rundt om bilen udenfor garagen og viftede med arme og ben for at aktivere en sensor.

 

Pludselig gled porten op igen.
Måske havde volvoen derinde aktiveret den.

 

Jeg sprang ind i bilen og afsted. Men hvor i al verden skulle jeg køre hen?

 

På vejen tilbage til hotellet holdt jeg skarpt udkik efter hjørner og afkroge hvor jeg kunne stille den, men der gemte sig et parkeringsselskabs parkometre eller et boligselskabs reserveringer ved hver eneste ledige kvadratmeter.
Der var absolut heller ingen steder hvor den kunne stå med traileren tilkoblet.

 

Tilbage ved hotellet var det nu en kamp om liv eller død. Bogstavelig talt. “Find mig en plads. Ellers må jeg vel tage på Scandic !”, var det stærkeste argument jeg kunne komme op med.
Der lå nok et Scandic hotel ude ved motorvejen et sted.

 

 

En “ældre” hoteldame blev hidkalt af postyret og kiggede frem fra kontoret.
Lige før middag er vist normalt en stille periode på hoteller.
Hun mente at kende til et langtids parkeringsområde nede på havnen, hvor pendlerne stiller bilerne, mens de er på arbejde.
Men den var uden opsyn.

Det var efterhånden blevet et underordnet problem.
Bare afsted.
Det var et par kilometer væk, ved industrihavnen og normalt ikke et sted hvor jeg ville efterlade udstyret.
Jeg dækkede alt til, låste hvad der kunne låses og slæbte mig tilbage mod ShangRi La og mine drømmes mål: Hotellets rene lagener.
Ind ad døren, hen til elevatoren, ned ad gangen og ind i min hule.
Jeg krøb ud af tøjet efterhånden som jeg nåede ind til bruseren og lod det varme vand strømme ned over mig.

 

Bare jeg blev uopmærksom et øjeblik, gled jeg bort til drømmeland.

 

Jeg fik mig nødtørftigt tørret lidt, mens jeg kravlede hen til sengen, med lyden af Norrköping domkirkes middagsslag i mit summende hoved.

 

Ved det femte slag blev alt mørkt.

 

Next ->