Funäsdalen i høsten. |
|||
|
|||
(Det er jo for f….. det jeg prøver at sige dig). Mumlede jeg for mig selv.
|
|||
“Nej, det är inte säkert att det finns plats för den” sagde hun så. “Du måste kolla först och ha en ekstra biljett för släpet”.
|
|||
Det
var selvfølgelig rigtigt nok.
|
|||
Hun var venlig nok til at give mig et kort med P-huset afmærket og en forklaring til de ensrettede gader.
|
|||
Jeg skottede længselsfuldt til elevatoren der førte op til “min” seng, smed kufferten af i receptionen og gik på jagt efter p-huset.
|
|||
Det
lå kun et par gader væk, lige overfor et T-kryds.
|
|||
Jeg
efterlod bil og faldlod midt i krydset og gik over til porten.
|
|||
“Godag. Mit namn är Jan (et ell. andet). Jag jobbar vid komunen och det är jag som är interessert i faldwigten”. “NEJ! Ikke nu! Jeg GØR det IKKE!” Tænkte jeg i mit stille sind. “Jamen, Hej”, fik jeg vist fremstammet, “jag kollar höjden på taget i parkerningshuset om min bil för plats”. “Jag
menar den är 1 m och 95, så det skulle inte väre nogat problem”.
Svarede han “och så är det jo Sverige, så där är nok liten ekstra.
|
|||
Så vidste jeg i det mindste dét.
|
|||
Jeg sendte en stille bøn op. “Tak, kære Gud og frelser”.
|
|||