Arrived here with no Frames?

Funäsdalen i høsten.


 

(Det er jo for f….. det jeg prøver at sige dig). Mumlede jeg for mig selv.

 

“Nej, det är inte säkert att det finns plats för den” sagde hun så. “Du måste kolla först och ha en ekstra biljett för släpet”.

 

Det var selvfølgelig rigtigt nok.
Havde jeg ikke været så forbandet træt, havde jeg nok selv kunnet tænke mig til dét.

 

Hun var venlig nok til at give mig et kort med P-huset afmærket og en forklaring til de ensrettede gader.

 

Jeg skottede længselsfuldt til elevatoren der førte op til “min” seng, smed kufferten af i receptionen og gik på jagt efter p-huset.

 

Det lå kun et par gader væk, lige overfor et T-kryds.
Indgangen var en stor metal rulleport, der skulle åbne opad.
Men jeg har efterhånden set en del forskellige udformninger udi brugervenlige indretninger, så jeg måtte hellere lige sikre mig at der var plads nok, inden jeg sad fast derinde et sted.

 

Jeg efterlod bil og faldlod midt i krydset og gik over til porten.
Den forblev lukket.
Mens jeg stod og skottede efter skilte med oplysninger om højder og andre begrænsninger, var der pludselig en der prikkede mig på skulderen.

 

“Godag. Mit namn är Jan (et ell. andet). Jag jobbar vid komunen och det är jag som är interessert i faldwigten”.

“NEJ! Ikke nu! Jeg GØR det IKKE!” Tænkte jeg i mit stille sind.

“Jamen, Hej”, fik jeg vist fremstammet, “jag kollar höjden på taget i parkerningshuset om min bil för plats”.

“Jag menar den är 1 m och 95, så det skulle inte väre nogat problem”. Svarede han “och så är det jo Sverige, så där är nok liten ekstra.
Men jag har inte tid nu, jag ville bara helsa på da jag så bilen. Komunhuset ligger just här runt hörnet. Hej då, vi ses i morn biti”.

 

Så vidste jeg i det mindste dét.

 

Jeg sendte en stille bøn op. “Tak, kære Gud og frelser”.

 

Next ->