Arrived here with no Frames?

Færgen Stockholm - Helsingfors
sejler fra Stockholm kl. 18:00.

 

Man skal gerne være der lidt før, for indtjekning o.lign. hvilket så betyder at man ankommer til Stockholm i myldretiden.

 

Det er sikkert ikke det store problem for Stockholmere. De kender nok vejen.
Det var sværere for en lavlandsindianer som mig, med en 2tons trailer som drivanker, at slæbe sig over bakkerne og broerne, se på kort og vejskilte, nyde udsigten og holde styr på hvilke en af vognbanerne der næste gang drejer af i den retning du skal. Og så altså dreje med når dén gør det.
Dét er vigtigt, ellers er du lost. Og så naturligvis passe på ikke at røre ved de andres biler. Det gi’r minuspoint !

 


Click

Det hele foregik i et hæsblæsende tempo (ca. 20 km hurtigere i timen end tilladt for mit vogntog). Og med alt for kort afstand til de andre trafikanter.
Et kneb var at holde øje med finsk-indregistrerede biler, og prøve at følge efter dem. Der er stor sandsynlighed for at de også skal til færgen...
Det var let nok - når det gik ned ad bakke.
*

 

 

 

Billedet er godt nok fra Italien, en regnfuld dag hvor jeg arbejdede på motorvejene omkring Milano.
Men hvad ? Bilkøer er ens i hele verden.

Jeg var drejet fra motorvejen (det rigtige sted ?) og medens jeg fulgte et vejskilt med en lille (Finlands?) færge på, ned gennem de stockholmske gader mod havnen, havde en stor, fed lastbil lagt sig meget tæt bag mig. Og skubbede.
Vi befandt os alle på en stejl, tosporet vej. Hvert spor var naturligvis inddelt i 2 vognbaner, én overhalingsbane og det “langsomme” spor. Faktisk havde de bygget det “langsomme” spor, hvor jeg befandt mig, 1½ vognbane bred. Og det var jo udmærket; masser af plads, man skal bare ikke holde sig for tæt til kantstenen, så lægger de friske fyre sig bare op på siden af en og maser.

 

Nå, men alt mens vi buldrede ned ad vejen, besluttede lastbilen bag ved sig til at overhale.
Troede jeg.
Han kom kun op på siden af mig og lagde sig tilrette der.
Men hvad; så havde jeg i det mindste kun personbiler bagved, til at køre ind i mig. De kunne i det mindste ikke slå mig ihjel, hvis der pludselig var nogen der kørte galt. (Der var jo traileren til at tage lidt af). Og jeg havde jo 1½ vognbane at brede mig på, tænkte jeg ved mig selv, da der pludselig dukkede endnu et skilt op med den lille færge på, der viste at nu skulle jeg altså snart dreje af til venstre, hvis jeg ikke ville ind og se på butikker i centrum!
Og længere nede ad gaden tårnede det næste problem sig op.
Der holdt parkerede biler i den ene af de 1½ vognbane…

 

Jeg kunne hverken nå at bremse, eller komme ud for lastbilen.
Jeg aktiverede venstre blinklys, for at gøre opmærksom på at jeg gerne ville trække ud og bremsede så hårdt det var muligt for trafikken bagfra. Men de parkerede biler kom susende op imod mig.
Jeg rømmede mig, tog en dyb indånding og sigtede mod midten af det mellemrum der trods alt ville komme til at være mellem lastbilen og de parkerede biler.
 
KRrrassschhh.!!  Klir, klir, glasskår

Next ->