Der var nu heller ikke rigtig nogen termik, men til gengæld kostede flyslæbene ikke alverden.
Det var kun mig der manglede et fly. Jeg havde "TT" sammen med Ellegård og manglede de sidste omskolingsstarter, men et par slæb til 900m. højde fik hurtigt det ordnet og så manglede der bare et par starter til passagertilladelsen, så pigerne kunne komme med op og nyde de skovklædte bakker omkring Šumperk. Ærgerligt der allerede var gået en uge og TT skulle hjem.
Men der var to Blanik'er tilbage af de fem som Peter havde lokket med.
Erik fra Tølløse havde lagt beslag på den ene og jeg bookede den anden og så var det Frederikssundske lufcirkus i starthullerne.
Den første flyvedag gik med at overvære hvordan seks slæbefly trak omkring 30 konkurrence deltagere i luften på en halv time. Jeg talte dem ikke og tog heller ikke tid, men det var vældig godt organiseret. Man skulle bare huske at se bagud for slæbeflyene kom tilbage i meget lav højde med slæbetovet hvislende bagefter. Der røg en del ukrudt med fra de nærliggende marker når de passerede begrænsningen.
De fleste danskere forelskede sig hurtigt i en blå Zlin, som senere skulle være "vores" slæbefly med en vældig flink engelsktalende pilot ombord der hed Pavel. Når Zlin'en kom ind med flapsene ude lignede den grangivelig en Hurricane eller Spitfire. Motoren var så stor (tung) at piloten fløj den fra bagsædet. Banen var lidt tung de første dage men senere var det ikke noget problem at få en tur i forsædet under slæbene, når bare det var et etsædet svævefly de trak.
Den lokale kombinerede kvinde- og juniorkonkurrence så ikke rigtig ud til at blive til noget. Konkurrencedeltagerne turde ikke forlade boblen, så jeg ved ikke om vinderne, der blev kårede dagen efter, fik point for stilen !? Den var der nu ikke meget af da de i halvanden time lå og filtrede sig ind mellem hinanden i lav højde. Der var en eller to som nåede en 100 km væk og alle de andre dumpede ned på pladsen igen omkring spisetid... Derefter havde vi næsten pladsen for os selv.
Det er måske så meget sagt, for i weekenden var der svæveflyvning, faldskærmsspringning, hangglider-flyslæb, enkelte motorfly og modelflyvning i gang, så der var nok at holde udkig efter.
Og så blev det gule monster luftet.