Den lille vej ud af byen til flyvepladsen krydser to jernbaneoverskæringer og en eller anden bilist havde ikke kunnet finde ud af at holde tilbage for toget, så vejen var spærretaf kranbiler og ting og sager.
Vi blev dirigeret en lang tur udenom, men til sidst rullede vi alligevel ind på Šumperk Aerodromen og det så rigtig godt ud.
Bortset fra at det regnede...

Der var to store hangarer propfyldte med fly. Udenfor var tøjrede en flok, med vesteuropæiske øjne, obskurt udseende motorfly plus et par tosædede Blanik helmetal svævefly. Der var flere bygninger der husede fly, plus en del som, efter hvad Peter påstod, var klubhuse for svæveflyvere og faldskærmsspringere og modelflyvere og kontorer og briefingrum og jeg ved ikke hvad. Byggestilen var lidt anderledes end vi er vant til. Et lille glasbur i trediesals højde tronede i ensom majestæt for enden af en lang hønsestige og fungerede som Tårn.
Men det som dominerede billedet og tiltrak sig alles opmærksomhed var en knaldgul, kæmpestor (faktisk verdens største), ældre dobbeltdækker med en gigantisk stjernemotor. En Antonov II.
Den skulle bruges til brandslukning hvis det brændte i uvejsomme områder. Den var posteret der hele sommeren sammen med en brandmandspilot og Peter påstod at den skulle luftes en gang om ugen og der var mulighed for at komme med op.
Dét så vi frem til. 
Da rekognosceringen var overstået, blev vi enige om at det faktisk var godt at det regnede. Selv om de fleste af os er fra tiden før MYB blev opfundet, kunne vi godt mærke at vi havde overskredet visse menneskelige begrænsninger, så vi koblede trailerne fra og gik på jagt efter Penzion D og de bløde senge.
Se det var en glædelig overraskelse. Indehaveren var en nydelig yngre dame, Fru Helena Šebestová, der, 15 minutters gang fra flyvepladsen, havde indrette en større villa i et beboelseskvarter med værelser med eget bad og toilet, fjernsyn og minibar med ½ liters øller til 3 kr.! 200 danske kr. Pr. Nat. Der fulgte desuden morgenmads kuponer med og morgenmaden kunne indtages nede på hjørnet, hvor der lå en anden "Penzion" med restaurant.
Det glade naturbarn og inkarnerede campist Peter kunne ikke stå for synet af min store hvide dobbeltseng og da Evelyn og Pia først skulle ankomme onsdagen efter, dyngede han sin bagage ind på mit værelse og to minutter senere var der spredt så megen hygge som en ungkarlehybel ellers først oser af efter flere uger. Og så sov vi en time.
Så samlede vi fly og fandt ud af at den regnvåde flyveplads havde en bar ! Og der kostede fadøllerne kun 2.50 kr.! Folk blev ground'ede i bundter. Oj, hvor gjorde dét godt og lad os så gå ned og se hvad restauranten kunne byde på.
På trods af servitricernes modvillighed tiltvang vi os plads og menukort. Et fantastisk udvalg og til priser hvor alle kunne være med og så åd og drak vi til den store guldmedalje.
"Jamen, det der gider vi slet ikke høre om. Tog i ikke derned for at flyve?"