FramesArrived here with no Frames ?

 
 

Jet-Air inkompetence

15-januar.

Kl.07:15

Byen og bjergene er helt dækket af en tyk dyne af tåge. Sigtbarheden er ca. 100 m.

Jeg fik til sidst min te og har været i bad nede hos Peter & Birgitta.
De har badeværelse på værelset med mere vand i bruseren end i fællesbruseren ovenpå hos mig - og den gamle altmuligmand har hentet varmeovnen.

Efter meditation og morgenmad gik vi på shopping.

Jeg syntes jeg købte en masse ting, men nu hvor jeg ser dem, er det ikke nok.
OK, det koster penge, men figurerne er så fantastisk flotte og skulle man købe dem i Danmark koster de mindst 5-10-15.000 kroner.
Jeg må købe flere.
En af undskyldningerne er, at de skal bruges i meditations praksisserne, så jeg køber kun nogen der har relation til det jeg skal påbegynde.
Altså gør jeg det af nødvendighed… (Hvem sagde begær?)


Jeg fik lavet en T-shirt med teksten:
No Rickchaw
No Change Money
No Hashis
No One Rupee
No Problem

Vi var rundt i mange butikker og i de fleste var de personlige venner med Heinrich Harrer. Forfatteren til bogen ”Syv år i Tibet”. (Forvansket, fordrejet og amerikaniseret til film).
Han kom i netop deres butik hver eneste år og købte sjældne tibetanske antikviteter, som de egenhændigt importerede. Og eftersom vi var buddhister, kunne vi få nogle specielt smukke, værdifulde figurer til specialpriser og bla bla bla. Både fordi de er så irriterende (men også fordi jeg er så klog), besindede jeg mig og købte jeg kun een figur til Pia og mig og en til Andrei og Lene, som tak for lån af rygsækkene. Nu bagefter ærgrer det mig lidt. Men vi er her i to dage endnu.



Pigen i den lille butik blev helt forlegen
da hun fandt ud af at Steen kunne spille på det tibetanske horn.

Jeg fik fanget Pia før hun gik på arbejde og arrangeret noget med en nøgle til hoveddøren, da vi kommer hjem fredag, mens hun er på arbejde, og ikke lørdag som jeg havde fået ind i hovedet.

.....

Ved 15 tiden gik vi på Café og spiste pizza ! Da var tågen blevet så tyk som ærtesuppe.
Var det ikke fordi vi efterhånden kendte gaderne, ville vi ikke vide i hvilken retning vi skulle gå.
Det var umuligt at orientere sig og 1½ time senere kunne man end ikke se folk 25 meter væk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg forsøgte at tage et par billeder af det.

 
Tåge og regn.

Vi var bl.a i Oxford Bookshop, da strømmen gik og så er det svært at se på bøger. Indisk producerede bøger er meget billige.

Strømmen går så tit at man næsten har vænnet sig til det og ikke længere bemærker det. Alle har en nødgenerator og der kommer altid lys igen efter 15-30 sekunder. Når lyset går, bliver folk bare stående et øjeblik og når generatoren så tænder det igen, fortsætter de som om intet var hændt.

Da vi kom ud fra butikken pjaskregnede det og det har det gjort lige siden.

En butiksindehaver påstod det ville rense luften så der ville blive solskin i morgen.
Efterhånden tillægger man det så lidt værdi hvad folk fortæller en.
De er simpelthen så fulde af løgn eller behagesyge at det er en pestilens.

.....

Indisk inkompetence

Vi var nede i en “Jet-Air” agents butik for at få re-confirmeret vores flybilletter Badogra-Delhi og Delhi-København og selv om han sagde at det ikke var noget problem, var han simpelthen så uprofessionel og indbildsk at vi havde lyst til at slå hovedet ned i maven på ham.

Han startede med at kræve 100 Rs. bare for at påtage sig opgaven.
Dem puttede han i lommen.

Så skulle han se vores flybilletter og bladrede rundt i dem som om han aldrig havde set sådan nogen før.

Han hev en stor bog frem og begyndte at skrive alt muligt ned.
Navne, serienumre og jeg ved ikke hvad.
Da han sagde at han var færdig, spurgte vi ham om det var OK ?
"Yes, yes, I’ll call Air-India later".

Fint nok, men hvordan kan vi så vide at det var OK?
“Oh, yes, where do you live?”
Han fik telefonnummeret til hotellet.

Så spurgte vi ham om han havde noteret Flight.no, dato, navne og tidspunkt ned.
Ja, ja, han havde noteret 5 billetter til Delhi den 18 og 19 januar!
Vi fik ham i spidse vendinger forklaret ham at vi var 4 personer der skulle følges ad til Delhi den 18 januar - og derfra videre til København d.19!
Det stod faktisk på billetterne !

Så fandt han ud af at han ikke kunne re-confirmere Air India billetter (?) Men han ville gerne se vores billetter igen.

Vi ville så have vores 100 Rs. tilbage, men det lykkedes ham at stykke et nyt notat sammen på 4 (vistnok) forskellige billetter til Delhi d.18.

 

Vi prøvede bagefter oppe i Air India kontoret, men de havde ikke noget med re-confirmation af biletter at gøre.
Det skulle gøres på et TCI (Travel Corporation of India) turistkontor et andet sted i byen.

 

Steen & Erika havde besluttet sig for at bruge de donerede penge på flybilletter til Calcutta, da de ellers var tvungne til at tage afsted med tog et døgn før afrejsen til Thailand,
for at være nogenlunde sikre på at være i lufthavnen i Calcutta til tiden.

Et døgns forsinkelse med Indian Railways er det nok klogest at regne med - og de var ikke meget for eventuelt at tilbringe et døgn i Calcutta, hvis toget mod forventning skulle ankomme til tiden.

Alt er muligt.

Men desværre kunne de ikke få flybilletterne i dag, fordi computeren ikke virkede, men "kom igen i morgen".

Air India manden oplyste at Erika kunne få sin billet 12 US$ billigere fordi hun var under 30 år.

Det var da endelig en oplysning man kunne bruge til noget !

Så gik vi hjem. Spiste aftensmad, drak whisky, gik i bad og skrev dagbog.
Jeg længes hjem til Pia. Og varmen.

 

 
 

Next >>