FramesArrived here with no Frames ?

 
 

Karma og afsted til Darjeeling by.

Om eftermiddag, den sidste dag vi skulle være i Mirik, nåede Bokar Rinpoche til nogle specielle belæringer og ceremonier som munkene og Steen&Erika skulle modtage.
Vi novicer og uindviede måtte ikke være med, så vi gik en tur rundt om søen.


Bokar Tulku Rinpoche
Kenhpo Donyö Rinpoche
Lama Tashi Döndrup

 

Den lå meget smukt, med byen på den ene side og en lille skov af cypreslignede træer og udsigten til bakkerne, med klostret på toppen som staffering og på den anden side de snedækkede Himalaya og den store dybblå himmel som baggrund.

Om sommeren, i varmen og solskinnet, kunne vi have siddet og nydt tilværelsen lidt, men det var koldt og der var ødelæggelser overalt.
Det meget engelske støbejernshegn var væltet, mindesmærket i parken var knust og blomsterbedene forsømte.
Og så var der selvfølgelig alt affaldet fra turisternes gøren og laden til at fuldende billedet.

Vi kom forbi en planteskole med en lille butik og fik lyst til at købe nogle rhodendendron frø, eller se om vi kunne finde nogle frø af den lokale alpeviol eller lignende: Men da vi fik præsenteret varelageret, bestod det kun af frø til allerede kendte potteplanter; fra Dæhnfeldt Frø i Odense !
”Small World”.

.....

Karma

Da vi kom tilbage til klostret løb vi på regnskabschef, bygningskonstruktør m. meget mere; Karma.

Karma havde været sammen med Bokar Rinpoche siden sin barndom, hvor hans forældre sendte ham i kloster for at han kunne lære at læse og skrive.
Bokar Rinpoche har siden bekostet en universitetsuddannelse på ham.


Karma foran sit sidste værk:
Klostrets nye retreatcenter.
Han fortalte lidt om sit liv med Bokar Rinpoche.
Bokar Rinpoche havde aldrig været interesseret i at være kloster "forstander" eller retreat mester. Han ville hellere hellige sig buddhistiske studier og meditation og det havde han også gjort i mange år.
 

Men Bokar Rinpoche's lærer Kalu Rinpoche var allerede da en ældre mand og vidste godt at han ikke holdt evigt og da han var den sidste linieholder af Shangpa Kagyu traditionen måtte der findes en kvalificeret efterfølger og det blev hans elev Bokar Rinpoche, som på det tidspunkt var retreatmester ved Kalu Rinpoche's kloster i Sonada.

Efter sigende var Bokar Rinpoche meget svær at overtale.

Til sidst accepterede han opgaven hvilket ud over de ekstra studier indebar at stable et nyt kloster på benene og han bad Karma om at komme tilbage fra New Delhi, hvor han i mellemtiden havde afsluttet sine studier og var blevet gift og havde fået barn.

Bokar Rinpoche havde efter lang tids søgen fundet det perfekte sted på en bakketop oven for byen Mirik og Karma skulle hjælpe med "Fund Raising" og alt muligt administrativt arbejde i forbindelse med at en tibetansk flygtning kunne tænke sig at købe jord i Indien.
Det havde vist nærmest været en umulig opgave.

Og så skulle han også lige tegne og konstruere et kloster efter Bokar Rinpoches anvisninger.


Efter middagspausen ventes der på Bokar Rinpoche.

Til sidst var også det lykkedes og Karma vendte tilbage til konen i New Delhi, for at blive kaldt tilbage igen, fordi de indiske håndværkere i mellemtiden havde snøret Bokar Rinpoche for alle hans penge, så hele projektet var ved at gå i vasken.
Karma måtte i gang med mere Fund Raising og samtidig være personalechef og tilsynsførende på byggeriet.
I 1986 blev klostret indviet af Gyaltsab Rinpoche og Kyabje Kalu Rinpoche, foruden naturligvis Bokar Rinpoche og Khenpo Lodro Donyo Rinpoche.
For at Bokar Rinpoche skulle kunne videreføre Kalu Rinpoches lære og Shangpa traditionen måtte der bygges et retreat center også, så Karma måtte blive hængende, rejse finanser, tegne og konstruere, hyre arbejdskraft, overvåge og lede byggeriet, som var lige ved at være færdigt.

Karma gav en rundtur på byggepladsen.
Det så meget lovende ud.

Det hastede også så småt. Når holdet af munke på stedet var færdige med de indledende undervisninger, som vi havde overværet, skulle de flytte ind og leve der de næste tre år, så det ville være rart at få vinduer i.

Derefter håbede Karma han fik mulighed for at besøge sin kone igen.
Det var over et år siden han sidst havde set hende.
Hans eneste løn var et tilskud til huslejen i New Delhi.

Han var samtidig ked af at forlade Bokar Rinpoche som han ærede meget højt.
Jeg kunne ikke lige finde et mere moderne udtryk for de følelser som Karma gav udtryk for når han omtalte Bokar Rinpoche.

Karma var meget imponeret over Bokar Rinpoches forudsigelser og "magiske evner" som han udtrykte det.


Klostret set fra toppen af retreatcenteret
med en af de tibetanske murearbejds"mænd" i forgrunden.

Og så måtte vi videre.

 

.....

 

Vi fandt ud af hvor nogle af de tibetanske piger er.


De slæbte cement til det nye center.

.....

Vi er nu i Darjeeling by.


Darjeeling før solen kommer over bjergtoppen.

Karma havde skaffet en taxi til Birgitta, Peter, mor og jeg til “klosterpris”. (Local price).
Normal takst er 500 Rs., vi fik den til 400 Rs. hvis vi ikke sagde det videre til nogen nede i byen.

Steen & Erika følger efter i aften, når indvielserne er gennemførte.
De er tvungne til at kører herop i aften i mørke, selv om indvielserne trækker ud, fordi der er proklameret generalstrejke i regionen i morgen.

Vi har fået to forklaringer på problemerne:

1.    Noget med at nogle Bhutanesere eller nogle flygtninge, der har fået, eller i årevis haft, Bhutanesisk statsborgerskab er blevet smidt ud og har fået frataget deres statsborgerskab, eller

2.    Nogle folk (flygtninge?) på rejse i Indien er blevet fængslet og sendt ud af Indien til en uvis skæbne.

Under alle omstændigheder er der (vistnok) fire mennesker, der har påbegyndt en sultestrejke nede i Siliguri.
Der har været demonstrationer og taler her i Darjeeling by hele dagen, og så er der generalstrejke i morgen. (Skal vi så lave mad selv !?)

.....

Nå men taxi turen tog kun 2 timer for 45 km og førte ad snoede bjergveje, gennem et fantastisk landskab med enorme teplantager og små landsbyer.

Desværre drev skyerne ind over, så udsigten til Kanchenjunga (verdens 3. højeste bjerg) forsvandt.

Steen & Erika havde reserveret værelser på "Hotel Dekeling" og da vi ankom, blev vi som forudsagt overfaldet af taxichauffører, hoteludlejere, selvbestaltede guider og bagage-bærere.

Chaufføren ville også have 500 Rs. I stedet for de aftalte 400 Rs. og så virkelig ud som om han var berettiget til dem. Vi kom helt i tvivl. Da han gik ned på 450 Rs., sagde vi han kunne rende og hoppe og gav ham 400 Rs. og sagde han kunne klage til Karma når han kom tilbage.

 

Da vi kom op til hotellet og fandt “Mama”, var modtagelsen simpelthen overstrømmende.
Hun trykkede hænder og smilte og pludrede løs på et engelsk man kunne forstå.
Og så spurgte så efter Erika. Hun troede jeg var Steen som i mellemtiden havde forandret mig en del (”Oh Steen, how you become so fat?)
Jeg valgte at tage det som en kompliment.
I Indien er det smukt og et tegn på velstand at se så godt ud som jeg gør.

Hun havde dog udlejet et af de reserverede værelser til nogle andre.
Heldigvis var det Steen & Erika’s og det skulle blive ledigt dagen efter, så det kommer nok til at passe.

Hendes mand er fra Tibet og hun fra Buthan og de har tre piger på 9, 7 og 5 år.

Hende på 9 år taler perfekt engelsk og kan også tale tibetansk, hindi og et eller andet fjerde sprog.

Der er en del ansatte, og en gammel gubbe bringer te rundt på værelserne morgen og eftermiddag, fyrer op i brændeovnen om eftermiddagen, bringer petroleumsovne på værelserne mellem kl.16 og 22 og fylder varmedunke !
Virkelig et rent, effektivt og velfungerende hotel.
De har også en lille restaurant nede på gadeplan.

.....

Hotel Dekeling ligger højt oppe på bjergsiden i den fine del af byen.
Darjeeling ligger på toppen af en bjergkam, så der er ingen vandrette flader overhovedet, kun terrasser og veje. Husene ser enormt høje ud, men er ikke særligt “dybe” fordi de er klistret fast til bjergvæggen.

Vi gik en tur op ad gaden, for at se på nogle af de ting vi helt sikkert kommer til at bruge penge på.

Specielt i en af butikkerne hev de nogle fantastisk flotte figurer frem, som de påstod var tibetanske antikviteter. Men eftersom de var indere af den sædvanlige pågående, utroværdige type, købte vi, stærkt fristet, ikke noget.

 

Vi spiste nede i hotellets restaurant, hvor vi løb på en hollandsk pige/dame, som studerede tibetansk medicin og havde boet på hotellet i tre år.

Vi sluttede dagen af med en whisky og en varmedunk og så i seng.

 

 
 

Next >>