FramesArrived here with no Frames ?

 
 

I kloster

12-januar.

Den første morgen mediterede vi selv og gik så op til klostret ved middagstid.
Lama Tashi kom og hyggesnakkede og vi fik tildelt et VIP-rum, hvor der blev serveret middagsmad og hvor vi kunne trække os tilbage, når de europæiske ben fik kramper af at sidde på gulvet i klostret.

Da eftermiddagmeditationen skulle begynde, stillede alle munkene sig op udenfor, for at vente på Bokar Rinpoche og Khenpo Donyö Rinpoche. Da de kom, gik Steen frem og hilste og præsenterede os og de kom hen og bød os velkommen med håndtryk og hjertelige smil.


Lama Tashi hilser på Bokar Rinpoche og Khenpo Lodro Donyö Rinpoche

I klostret var de i gang med en tre dages Bardo meditation / ceremoni.
Vi var velkomne til at sidde med, så det gjorde vi så.

 

Gompaen var et rektangulært rum med indgangsdøren i den ene ende og den modsatte endevæg var en stor glasvæg, bag hvilken der stod 3 store figurer, der repræsenterede klostrets og Bokar Rinpoche’s skytsånder e.lign. Den figur man kan se ved bagvæggen er en tusind-armet Tara.

Munkene sad i to lange rækker med Bokar Rinpoche nede for enden på den højeste plads.
Over for sad Kenpo (betyder abbed) Donyö Rinpoche på den næst højeste plads og så fulgte munkene på stribe, efter reinkarnation og uddannelse.

For enderne og forrest var der fyldt ud med skoledrengene og de forældreløse flygtningebørn der ikke var munke.
Klostrene har traditionelt fungeret som skoler, men har efter kinesernes besættelse af Tibet også fået funktioner som børnehjem.
Og til sidst sad vi på nogle puder op ad endevæggen.

 

Der var masser af tid til at se sig omkring.

På grund af de særlige belæringer, bønner og ritualer der var led i forberedelserne til de tilrejste munkes 3års tilbagetrækning, var mange af teksterne ukendte for de yngre deltagere, så de kedede sig lidt ind i mellem.

De var ikke i besiddelse af de store rigdomme, men de havde nogle små personlige ejendele gemt i deres folderige dragter som de i det skjulte sad og legede med.

Der var en del hvisken og tisken og de havde udviklet et tegnsprog så de kunne kommunikere med hinanden på afstand.
De sad og grinte af en af munkene, der skar nogle fantastiske grimasser når han skulle synge nogle bestemte strofer.

Teksterne skulle med mellemrum forstærkes med buldrende trommer, skingre trompetskrald og klirrende bækkener.
Det var de yngstes opgaver og de var ikke et splitsekund bagefter, lige meget hvor adspredte de øjeblikket inden så ud til at have være.

 

De tre værste rødder var blevet sat sammen ved foden af ”The Discipline Master”, hvis opgave det bl.a. var at lære eleverne at læse teksterne og skrive og så selvfølgelig holde lidt styr på udskejelserne.
Når drengene blev for adspredte behøvede han bare at recitere en anelse højere for at de fattede meningen og fulgte med igen.
Når de kom til nogle kendte afsnit i teksten kastede de sig igen ivrigt ud i recitationerne med høj stemmeføring.

”The Discipline Master” var en meget respekteret person og drengene var helt vilde med hans kæledyr: En knaldsort kat.
Den lå det meste af tiden i skødet på ham og sov, men gik ellers ud og ind som den havde lyst og skred stolt forbi os europæere uden at værdige os et blik.
De påstod at den var vegetar.
Den blev fodret med det samme mad som munkene fik, men det skulle ikke undre mig at den snød lidt en gang i mellem.
Så spændende var kosten i klostret heller ikke.

Ved titiden og igen midt på eftermiddagen var der tepauser.

Køkkentjansen gik på skift og en af drengene kom slæbende med en kæmpestor sortsværtet metal tekande med dampende hed smørte.

Alle havde en stor skål gemt et sted og fik den fyldt godt op. Bagefter kom en anden fyr rundt med Tsampa (ristet bygmel), som blev dumpet oven i teen. 


Specielt de yngre drenge havde megen fornøjelse af at sidde og lege med teen og få melet til at klumpede sig sammen om pegefingeren, så det blev som en slikkepind.


Så blev gulvet fejet og teksterne hentet frem igen.

En af morskaberne var at gemme noget affald
og så smide det når fejemesteren havde været forbi
og påpege: "Hov, du glemte noget!"

 

 

 

 

 

Teksterne de læste op af bestod af en bunke løse ark med for og bagside som omslag og fandtes i flere udgaver, afhængigt af munkenes velstand.
Nogle var med fint udskåret træarbejde og silke, andre havde bare nogle stykker gammelt bølgepap omkring.

 

 

(Konkylien symboliserer udbredelsen af den buddhistiske lære (Dharma) og opvågning fra uvidenhedens søvn.)


To af de drenge der var sat for foden af "The Dicipline Master"

 

De små munkedrenge på stedet er ikke "rigtige" munke.

Traditionelt har klostrene fungeret som kostskoler og drengene kommer fra tibetanske flygtningefamilier i Indien og flere af dem er også sendt ud af Tibet af deres forældre og til de tibetanske klostre får at få den opdragelse deres forældre har ment er den rigtige.

Hvor pigerne gemmer sig, melder historien ikke noget om, men der findes også enkelte nonneklostre hist og her.

 

Når drengene bliver større beslutter de selv om de vil fortsætte i kostret eller hellere vil ud og giftes og have et almindeligt arbejde.

Det der strejfede mig mest var hvor glade de virkede.

Efter danske forhold var det en meget lidt spændende tilværelse de havde.
Materielt set i hvert tilfælde.

Mens vi opholdt os i Mirik, var de i gang i gompha'en fra 6 morgen til 6 aften, kun afbrudt af middagspausen, hvor de sprang op og løb ud og spillede fodbold.
Personligt skulle jeg bruge mindst 10 minutter til at få blodomløbet i benene i gang igen.

.....


Lama Tashi Döndrup

Lama Tashi gjorde os selskab ved middagsmaden i VIP-rummet og ville gerne benytte chancen til at få taget nogle fotos af en stribe små malerier som Bokar Rinpoche havde med sig, da han i sin tid flygtede fra Tibet.

Det var nogle specielle billeder, som blev brugt i nogle ceremonier eller belæringer og ved første øjekast var mange af motiverne nærmest surrealistiske og temmelig groteske at se på.
Andre var utroligt smukke, men alle var meget farverige, syet sammen i serier, med smukke rammer i silke.

Jeg spurgte Lama Tashi hvad de forestillede, men han smilede bare lumsk.

De var psyko-kosmologiske symboler (!?) og indeholdt nogle skjulte meninger, der kun var for indviede, og dermed ikke for min lille hjerne, at forstå.

Jeg fik dog lokket ud af ham, at når der stod en eller anden djævellignende figur og trampede på menneskekroppe, symboliserede det ens sejr over egoisme.
Og sværdet bruges til at skære gennem uvidenhedens slør med, så det var billeder, der symboliserede mere end hvad øjet så.

 

 
 

Next >>