FramesArrived here with no Frames ?

 
 

Op i bjergene til Bokar Rinpoche

På stationen i New Jalpaiguri (nær Siliguri), var der en del bøst udseende emigrationsbetjente.

Byen er indgangsporten til Assam, Sikkim, Naga Land og andre besatte provinser med modstandsbevægelser og indrejserestriktioner.

Det var også denne vej svenskeren Bertil Lintner havde benyttet da han i 1985 sneg sig over grænsen til Burma for, som den første hvide journalist siden 1940’erne, at forsøge at kaste lys over stammefolkenes oprørskampe mod det burmesiske diktatur.

Kachin, Shan og Karén folkene er efterhånden udryddede i Burma og resterne lever som flygtninge under kummerlige forhold i Thailand.

Betjentene lod dog os i fred, men vi skal huske at melde vores ankomst og blive godkendte ved det lokale politi i Mirik.


I forgrunden det Indiske fladland med Himalaya bjergene som en mur vi skal opad.
Kanchenjunga (8.600m) troner på toppen.

.....

Foran stationen skulle vi hyre en jeep til den 60 km lange tur op i bjergene.
Det viste sig umuligt at tinge om prisen.
Chaufførerne havde rottet sig sammen og havde “fixed prices”.
Snedige karle.
Hvad bliver det næste ? Fagforeninger og kommunisme !?
Vi måtte dog selv vælge med hvilken jeep vi ville køre, så vi tog den nyeste.
Dette var ikke den eneste synlige forandring.

Darjeeling provinsen er beboet af andre folkeslag end dem nede i lavlandet.
Det er bl.a herfra den engelske hær hyrede deres elitetropper. Gurka’erne. Sidst brugt i Hong Kong.

I Siliguri var der fortove og færdselsbetjente og da vores chauffør standsede i 2 minutter for at smutte ind og købe film, (det var ikke hver dag han fik en tur op i bjergene), fik vi en parkeringsbøde ! og gaderne var renere.

Vi havde indtil nu opholdt os i et totalt fladt landskab.
Sådan var det også her til at begynde med.
Men foran os tårnede bjergene sig op som en mur.
Landet stiger ikke gradvist og bliver til bjerge.
Man kører hen til foden af muren og derefter er det bar op, op, op i Himalaya.


Darjeeling - te plantage, sådan lidt fra oven.

Turen op gennem teplantagerne tog to timer.

Derefter var vi i 1.770 meters højde i Mirik, en mindre, stille, næsten idyllisk bjergby med en lille sø, som englænderne vel havde anlagt som rekreationssted, når heden om sommeren blev for slem nede i Indien.
Befolkningen er en blanding af indere, tibetanere, bhutanesere, nepalesere, sikkimesere og alle mulige andre -‘ésere…


Udsigten fra klostret ned over søen og Mirik by
"Bokar Ngedon Chokor Ling"

Der kommer en del meget støjende indiske skovsvin - undskyld, turister til søen og holder picnic.
Mest om sommeren selvfølgelig, men der var rigeligt med dem nu.

Klostret var smukt beliggende på en bjerg- /bakketop lige ovenfor byen, med nogle af de højeste bjerge i Himalayabjergkæden som dekorativ baggrund.
Gæster kunne ikke længere bo på klosteret, da det har skabt splid mellem klostret og byens næringsdrivende, når de går glip af turistindtægterne.
Der var heller ingen vand deroppe.

 

Vi blev installeret i nogle hundekolde værelser på et lille nybygget hotel nær søen.

Da vi gik ud for at spise aftensmad, løb vi på et par munke, der fortalte at Steen’s lærer Lama Tashi Döndrub fra Tyskland, var i klostret for at få undervisning af Bokar Rinpoche, som er hans lærer, så Steen kunne ikke vente og gik derop med det samme.

Det viste sig så, at der var en del Lama’er, eller kommende Lama’er, der var på “kursus” deroppe, inden de skulle i 3 års retreat.
Mere præcist: 3 år, 3 måneder og 3 dages tilbagetrukket ”meditationskursus”.

Dem kunne jeg godt tænke mig at tale med bagefter.

Sammenlignet med de fysiske præstationer man kan træne sportsfolk op til, må det være nogle ganske interessante ting disse munke kan opnå gennem 3 års koncentreret åndelig træning.

De har i forvejen gennem flere år forberedt sig med studier i filosofi, metafysik og alle mulige andre obligatoriske dicipliner.

Bokar Rinpoche er en stor retreat-mester. En linieholder som det kaldes.


Bokar Tulku Rinpoche

Belæringerne skal overgives mundtligt fra lærer til elev. Det skulle derfor være muligt at lave et stamtræ, fra Steen til Lama Tashi til Bokar Rinpoche gennem hans lærer, Kalu Rinpoche og videre bagud gennem tiderne, helt tilbage til Milarepa eller hvem der nu startede den linie. (I sidste ende skulle det vel være Buddha?).
Linien eller skolen kaldes Shangpa Kagyu linien.

Det er meget vigtigt at linien ikke bliver brudt, da de belæringer linieholderen overfører så vil gå tabt for evigt, eller indtil den næste Buddha kommer. (Der skulle gå en rum tid, siges det. Buddhisterne har bl.a andet en tidsregning der hedder en Kalpa, som er lige så lang tid som det tager et Univers at blive dannet og gå til grunde igen.) Hvis det kan være nogen trøst, skulle der dog komme en Buddha igen i denne Kalpa.

Man kan selvfølgelig læse om belæringerne i bøger, men der finder en slags ”kraft”overføring sted mellem lærer og elev, en slags forpligtende åndeligt slægtskab, der anses før at være af uvurderlig betydning - og den energistrøm, eller hvad det nu er, vil gå tabt, hvis linien brydes.

Derfor er lamaerne også meget omhyggelige med, hvem de accepterer som elever. - Der er så mange useriøse "wanna be's" på jagt efter en meningsfyldt hobby.


Drengen, der har køkkentjans, lytter efter en pause i undervisningen.
Det er hans tur til at servere te.

Bokar Rinpoche blev engang i tidernes morgen født i det vestlige Tibet.
Da han var fire år gammel, blev han af den 16. Karmapa anerkendte som reinkarnationen af den tidligere Bokar Rinpoche.
Ved tyveårsalderen forlod han (den nulevende Bokar Rinpoche) Tibet og blev elev af Kalu Rinpoche. Under hans vejledning gennemførte Bokar Rinpoche i 1967-70 et 3 års retreat, hvor han mediterede på / praktiserede ”The Six Yogas of Niguma”.
Senere tog han en tre-års tur til, hvor han praktiserede ”The Six Yogas of Naropa”, og så havde han kvalificeret sig til selv at blive retreat-mester / vejleder, oven i købet ved det nye center i Rumtek i Sikkim, som var hovedsædet for Kagyu liniens overhoved d. 16. Karmapa og er nu også retreat vejleder ved sin lærer Kalu Rinpoche's kloster i Sonada her i Darjeeling provinsen et sted.
Efter Kalu Rinpoches død er Bokar Rinpoche blevet anerkendt som sidste nulevende linieholder for Shangpa Kagyu linien.

 
Og så er det afsted efter den store tekande.
Kokken holder en velfortjent pause.

Der var munke fra Nepal, Sikkim og flere andre steder fra, der var i gang med de indledende belæringer til deres tre års retreat i det endnu ikke helt færdige retreat center, så tidspunktet for Steen & Erika og Marie Therese’s (en tysker de kendte hjemmefra) indvielser var blevet udsat, og de skulle blive her to dage længere end oprindeligt planlagt.

Vi andre følger den gamle plan og tager videre til Darjeeling by om nogle dage og så kommer Steen & Erika senere.
De kan jo så i stedet blive længere sammen med os, da de så har fået deres indvielser.

Vi skal være her 3 nætter og tager afsted fredag over middag.
Der er yderligere 2-3 timers kørsel med jeep til Darjeeling by.

 

 
 

Next >>