FramesArrived here with no Frames ?

 
 

Hos spåmanden og "Burning gath"

Men først skulle Inge besøge Gudu’s guru og spås.

 

Gudu førte os gennem myretuen af livsudfoldelse og overlevelse til en smøge mellem husene, hvor vi kom ind i en labyrint af smalle gange, der ligger mellem de to etagers beboelseshuse, som optager hver en kvadratmeter ledig plads.

 

Byen voksede fra 900 000 indbyggere i 1990 til ca. 2 millioner i 1995 !

Ingen kender det præcise tal. Men det er mange menneskeskæbner på eet sted.

.....

Der var dejligt køligt inde i hans halvmørke lille gårdsplads med vandpumpen som midtpunkt og en slange der førte vandet op til de øvre menneskefyldte etager.

 


Hos Gudu's engelsklærer Spåmanden.

.....

Bagefter førte Gudu os ned til Ganges, bagom nogle huse og templer til vi kom til nogle enorme brændestakke, hvor luften blev fyldt med røg. En mand råbte “No photos” efter os.
Ved et tempel var en slags udsigtsplatform, hvor man stod lige over den største af de 3 “Burning Gats”, hvor der bliver brændt lig 24 timer i døgnet.

Hvor der er mange levende mennesker, er der også mange lig.

 

 

?+

De kunne brænde 290-300 lig i døgnet !
Hvert lig “fik” 300 kg brænde, der kostede 2-3000 Rs.
Alle skovene omkring Varanasi er efterhånden fældet, så de må hente træet med tog fra nabostaten Bihar. Den fattigste delstat i Indien.

Selv om det lyder sådan, så det ikke ud som om noget var sat i system.
Der var ingen stentrapper som ved de andre Ghats, men bare nogle jordafsatser på flodbredden, hvor bålene var lagt ud.

Der er som sagt ingen vej derned, så alle ligene skulle bæres gennem de smalle gyder.


Der var en speciel ophøjet, cementstøbt brændplads med rækværk omkring, hvor folk fra den højeste kaste, Braminerne, blev brændt.
 

 

For de fattigste indere og “de urørlige” var der lidt længere nede ad floden en anden Ghat med gasovne.

Der kostede en kremering kun 5-600 Rs.

Først blev båren med det smukt indhyllede lig dyppet i Ganges og bagefter blev den afdøde båret 5 gange rundt om bålet.
Hvis brændestakken var lagt “uhensigtsmæssigt”, så man ikke kunne komme rundt om det, kunne man tage lidt ild og bære det 5 gange rundt om liget i stedet.
Derefter blev blomsterne og de smukke stykker silkeklæde taget af og liget lagt på bålet med lidt brænde ovenpå.


Det var professionelle brændere der tog sig af det praktiske.

De mandlige familiemedlemmer skulle være der i 3 timer og se på, så kunne de gå deres vej.

 

Det er svært at sætte ord på de modstridende følelser af rædsel og fascination der strømmer op i en ved synet af de brændende kroppe og halvt-udbrændte ligrester, der med dumpe lyde blev slået i stykker med kæppe, for at klumperne lettere kunne brænde helt væk.
Der blev sparet på træet.

Tågen var lettet og solen tittede frem.
Det skarpe lys fik og den støvede brune jord fik den gule silke og blomsternes farver til at stå uvirkeligt klart mod den gråbrune flod. Den sortsvedne brænde med den snehvide aske og de blafrende gyldne flammer virkede utroligt skarpe og detaljerede.
Pulsen dunkede i ørerne.
Det blev pludseligt meget varmt og heden fra bålene fik lyset til at flimre i varmen.
Røgen rev i næsen.
Blomsterne.
Det sortbrændte, brunstegte og lyserøde kød.
De groteske, forvredne former ildens hede fik ligene til at indtage og lydene og synet da en af ligbrænderne slog hul på kraniet af et næsten udbrændt lig, så den hvide hjerne kunne slippe ud og blive fortæret af de sparsomme flammer.

 

Da indser man hvor skrøbeligt livet er og fornemmer al tings forgængelighed.
Der er kun en tynd, skrøbelig, næsten usynlig hinde mellem at være levende eller være død.

Intet varer evigt og gør det overhovedet noget ?

Menneskeheden har fandtes på jorden i mindst 280.000 år.

Af alle de mennesker, der har eksisteret på jorden siden tidernes morgen, vandrer størstedelen af dem (75 %) spillevende rundt lige nu !
Halvdelen af Indiens 1.000.000.000 indbyggere er under 16 år gamle.
Om 100 år er alt og alle vi kender erstattet af nogen der ikke forstår os og vores verden, eller overhovedet interesserer sig for de ting vi synes er så fantastisk vigtige, at vi vil forurene os selv til døde og slå hinanden ihjel for at bevare.

Alle nulevende mennesker vil være borte og erstattet af helt andre skabningens herrer, der sandsynligvis vil mindes os, der nu bryster os af at være kronen på verdens skabelse, som værende primitive, uvidende og enfoldige.


Renlighed er en god ting.

For hinduerne, og mange andre folkeslag for øvrigt, er døden en naturlig del af livet og de ser ingen grund til at skjule hverken livets eller dødens banaliteter.

For dem er der ingen større forskel på at være levende eller død.

Du er kun levende et kort stykke tid og død i endnu kortere, hvorefter det hele gentager sig i en uendelighed, hvis ikke man selv gør noget for at stoppe det.

 

Hinduerne bliver nødt til at brænde den døde krop for at sjælen kan slippe fri.
Det er den udødelige sjæl der står i centrum og de mener at kun en søn kan sørge for at forældrenes sjæl kommer godt videre.
Er der ingen sønner i ægteskabet, er det den nærmeste mandlige slægtning der overtager ansvaret for den afdødes sjæls videre færd gennem rækken af uendelige genfødsler indtil "ejeren" har fattet pointen om tingenes rette sammenhænge og får det stoppet.

.....

Vi lejede en båd for at komme ud til stilheden på floden og lade Varanasi og menneskene og deres gerninger lidt på afstand.

Stille gled vi med strømmen ned ad floden, mens roen langsomt vendte tilbage til vore tirrede/ophidsede nervesystemer.

På en anden Ghat, ved siden af bålpladsen, sad de kvindelige familiemedlemmer og ventede.
De måtte ikke overvære selve brændingen.
Da vi stod i tårnet og kiggede ned havde en af de evindeligt tililende indiske plattenslagere fortalte en smuk historie om en enke efter en højt elsket mand, der ved hans ligbrænding fortvivlet kastede sig på bålet, for at være sammen med ham i døden.
Og det vil man naturligvis ikke risikere i disse moderne tider.
Kvinder er jo så labile...

Hindukvinderne er nærmest ”ikke-mennesker”.
For ikke så lang tid siden, i de ”gode gamle dage” og i meget traditionelle samfund, skulle en kvinde om aftenen vaske sin mands fødder.
For at hun skal være bevidst om sin plads i husholdningen og samfundet i øvrigt, skulle hun (symbolsk?) tage en lille slurk af vaskevandet.
For hinduerne sidder sjælen øverst.
Hovedet er den helligste del af kroppen, nærmest himlen.
Fødderne er i kontakt med jorden og er det laveste, mest urene sted.
        Og sådan har vi alle fået vor plads i den guddommelige verdensorden...

Den mandlige forfængelighed er uovervindelig.
Glemt var barbariet fra fortiden hvor kvinderne både indirekte og med pres fra svigerfamilien var tvungne til at lægge sig på bålet, når resterne af deres forsørger blev brændt af.
Gjorde hun ikke det, blev hun udstødt og tvunget til et liv i ensomhed og elendighed til hun døde af sult.
Så skulle hun også nok passe godt på ham så længe der var liv i ham !

Mandschauvinismen længe leve !
Vi ka’ bare det der.

Men det er så smuk en historie og livet er jo bare en drøm.
(Sagde han til sig selv mens svigermoderen hældte petroleum ud over sønnens nye kone)

 

 
 

Next >>