FramesArrived here with no Frames ?

 
 

"One Varanasi morning"

02-Januar

F.eks. blev der ikke tid til at besøge den indiske familie. Ærgerligt.

Vi var blevet enige om at starte fra hotellet klokken 07:00, fordi lyset skulle være flottest nede ved Ganges tidligt om morgenen.

Og så skulle Varanasi trykkogeren endnu ikke have fået dampen op.

Byen var stadig morgensøvnig, da vi tøffede dernedad i 3 motorrickshaws, gennem de halvtomme gader.

Varanasi er den ældst beboede by i verden.

Folk krøb sammen foran de lukkede boder eller varmede sig ved resterne af nattens eller morgenens bål.
De fattigste ledte efter ikke udbrændte kul i askebunkerne og hundene havde lagt sig på de udslukte gløder for at suge den sidste varme til sig, inden dagens jagt for overlevelse - og måske en enkelt glædelig hændelse.


Folk står og skutter sig i morgenkulden.

Der er kun een farbar vej ned til et af de afsnit (Ghat’s) som trapperne langs floden (Ganges) er delt op i.

Der er i alt 24 afsnit, over en strækning på 4 km, der alle tjener forskellige formål: Rituel og alm. badning, forskellige religiøse handlinger, brænding af lig osv.
Al anden adgang må ske til fods ad smalle, snoede stræder, der er propfyldte af mennesker, køer, hunde, affald og lort.
Vi zig-zaggede os vej ad de snævre gyder mod flodbredden, mens tågen blev tykkere og tykkere. (Der røg den udsigt).
Det mindede meget om Venedig om vinteren.

Tågen var blevet for tæt, så vi udsatte sejlturen på Ganges, selv om flokken af bådudlejere og drenge der solgte postkort, parfumer, forskelligt farvet pulver til hinduistiske ritualer, og alt muligt andet, pressede hårdt på.

Der var i blandt dem en lille sympatisk knægt på en 12 år der kunne tale engelsk.
En meget velopdragen og høflig lille fyr.

 

Steen & Erika kendte et lille tehus/bod, hvor vi blev enige om at gå op og se tiden an.
Måske kunne vi få lidt morgenmad også.

Det var to drenge der styrede stedet, effektivt og professionelt og de havde også et stort fad frisklavet yoghurt.


Téen bliver serveret.
 

 

Der kom mange folk forbi der lige snuppede et eengangs lerkrus med te, inden de hastede videre.
Lidt ligesom italienerne snupper en Cappuccino på barerne om morgenen på vej til arbejde.

 

Vi seks kunne lige akkurat klemme os ind og sidde på de to små bænke der var plads til i det lille, rodede og meget rene udskænkningssted.


Og Youghurt'en er også på vej.
De brugte lerkrus blev senere spist af de allestedsnærværende køer.

Gudu

Som hans far sikkert helt rigtigt sagde, var der ingen grund til at Gudu skulle gå i skole og læse og skrive, da kastesystemet gør, at han alligevel kun kan få arbejde som bådsmand.

Den lille fyr med postkortene, der kunne engelsk, var fulgt efter os og der blev tid til at se hans kort igennem og høre lidt om hvem han var.
Han hed Gudu og hørte til en af de laveste kaster i en underafdeling af bådsmænd.

Hans mor var død for 2 år siden. Han havde 2 brødre og 2 søstre og kunne hverken læse eller skrive.
Han kendte en “guru” (lærer), der underviste ham i engelsk mod at han slæbte folk med hen til ham for at få lagt horoskop eller blive læst i hånden.

I Indien skal den slags historier normalt tages med en stor pris salt, men vi hyrede ham som "guide" indtil middag.
Det endte med at han var sammen med os hele dagen.
En utrolig videbegærlig og intelligent lille knægt og et meget sympatisk menneske.

.....

Varanasi er også berømt for sine silkebrokader.
Skulle vi købe silke, skulle det være her i Varanasi. I hverken Bodh Gaya, hvor vi er i morgen eller i Darjeeling hvor vi skal til bagefter, findes “stoffer” der er værd at købe.
Hvis vi skulle tro vore erfarne guides.

Efter morgenmaden mente Gudu vi skulle se "Det Gyldne Tempel".
Det var der dog alt, alt for mange andre der også skulle - men Gudu kendte nogen der lejede udsigt ud.

I nabohuset kunne man, formedelst 5 Rs., komme op på tredie sal og beundre "Det Gyldne Tempel"s gyldne tårn.

Udsigts-indehaveren havde været smarte nok til også at arrangere et lille silke-udsalg der, men Gudu sagde han kendte et bedre sted. (Hvor han sikkert fik lidt håndører for at slæbe turister til, men det undte vi ham gerne, så vi fulgte med Gudu ned til silkehandleren.

 

Silkehandleren bekræftede Gudu’s livshistorie,
men de kendte også hinanden.

Silkerhandleren dængede os til med det flotteste silke og de mest fantastiske, kunstfærdige brokader.

Salgs talerne og forhandlingerne trak ud forfærdeligt længe.
Han havde opsnuset hvad vi var på jagt efter, så han viste os alt muligt andet først, selv om vi sagde at vi ikke ville se det.
Han mente han kunne friste os til at købe mere.

Vi måtte true ham med at vi gik uden at købe noget, hvis ikke han fandt vestene, som jeg f.eks. var interesseret i, frem.


Til sidst var lokalet begravet i silkestoffer.

 

Og endelig var tiden inde til at forhandle prisen.
Det tog yderligere to hundrede år.

Jeg fik bestilt 2 silkeskjorter til 850 Rs. stk. og købte 3 brokadeveste til Pia + det løse.


Erika prøver silkeskjorter
og Peters tålmodighed er for længst sluppet op...

Heldigvis var vi stået tidligt op, så hele dagen var alligevel ikke gået da vi endelig slap derfra.

Tågen var lettet, så vi ville ned til Ganges og se Ghats’ene.

.....

Varanasi er et af de helligste steder for hinduerne.

Der er mange der tager på pilgrimsrejse hertil for at bade i den hellige flod og tage noget vand med hjem. Lidt i stil med muslimernes rejser til Mekka.
Mange rejser også hertil som gamle for at dø.
Den der dør i Benares, gerne med fødderne i Ganges og får sin aske spredt ud i floden er garanterede en god genfødsel eller måske en befrielse fra den evige trældom af genfødsler.

 

 
 

Next >>