FramesArrived here with no Frames ?

 
 

Old Delhi Railway Station and India Railways

Steen havde forudbestilt to taxier til kl. 19:30.
De var der på slaget og så gik det ellers derudaf. Sådan da...

Tak spids for en trafik.
At der i de overfyldte gader ydermere var blevet plads til myldretidens flytten rundt med ting og sager og biler og mennesker var ubegribeligt.

Det var i mellemtiden blevet mørkt og disen og forureningen og de manglende gadelygter, gjorde det til det rene hasardspil.
Hastigheden blev aldrig ret høj, selv om det føltes helt vildt.
Alt og alle snoede sig ud og ind mellem hinanden og alle, der havde et horn eller en ringeklokke, larmede på livet løs.

Af og til gik det hele i hårdknude og fodgængere og trækvogne greb chancen og kravlede over trafikanterne til det modsatte fortov, hvor de var i sikkerhed til næste prop opstod.
Det gjaldt om at være på mærkerne.
Hvis trafikken pludselig gik i gang igen, blev de uden smålige hensyn opslugt af malstrømmen.

Det tog 20 minutter at køre 3 (tre) kilometer.!


Der provianteres inden nattens strabadser med Indian Railways.
En lille huskeregel til andre indiensfarere: "If you can't peel it, boil it or cook it - forget it !"

.....

Da vi ankom til banegården, var den anden taxi med Erika, Birgitta og Peter der ikke.

Steen kunne ikke rigtig genkende indgangen og da stationen er ret stor, mente han at de måske var kørt til den “rigtige” indgang.
Old Delhi Railwaystation er temmelig meget stor, så det kan måske være lidt vilkårligt hvilken dør man bliver kørt til, når man skal til “Main Entrance”.

Vi hankede op i de rygsække vi havde fået med os.
Der havde været lidt forvirring ved indstigningen, så vi havde kun 2 rygsække, de andre 4, og så søgte vi i den retning hvor Steen mente indgangen og de andre kunne være.
Med færre rygsække måtte vi være mere mobile end dem.

For at gøre en lang historie kort, fór vi en lille smule vild. Vi forsøgte at lede efter den anden indgang ovre på den modsatte side af de mange spor, men opgav det igen.
Så lavede vi en base på en af gangbroerne over sporene, så vi var synlige, hvis de andre ledte efter os og Steen gik ud for at rekognoscere.
Derfra kunne vi nyde udsigten og forvirringen blandt de rejsende der forgæves søgte oplysning om hvorfra og evt. hvornår deres tog måske skulle afgå.

.

Lidt efter var Steen tilbage.
De andre var først lige ankommet ! (Til samme "Main Entrance" som os).
Deres taxi havde bare været 40 minutter om den samme tur.

Vi fandt spor 7 og en perron der var pakket med mennesker og bagage.
De stod og lå skulder ved skulder. Bogstavelig talt.
Vi mosede os igennem og fandt et sted, hvor vi også kunne stå skulder ved skulder, mens alle inderne stod i disen og halvmørket omkring os og gloede uhæmmet på. Ingen sagde en lyd og vi befandt os i centrum af et tavst hav af brune øjne.
Rotterne myldrede rundt på banelegemet og vi forsøgte at holde det hemmeligt for mor.
Hun er panisk angst for mus og rotter og her var bestemt ikke plads til panik.

.....

En 1/2 time senere rullede et meget langt tog ind.

Vi skulle med på klasse 1 A/C.

De brune støvede vogne der rullede forbi var forsynede med tremmer for vinduerne, hvorigennem vi kunne se utallige mennesker kigge ud.
Med toget fulgte en kraftig, ubestemmelig lugt.

Peter og jeg udvekslede blikke:       Auschwitz?.

Men hvor skulle vi være ?

Naivt havde jeg troet at der ville være skrevet på vognene, hvad der var hvad.
Det var der vist nok også. Det var bare skrevet på Hindi.

Steen “overfaldt” en tilfældig politi/militær mand og “tvang” ham til at hjælpe os.
Han brugte omvendt bestikkelse.
Ved at putte nogle penge i hans lomme blev han næsten forpligtet til at gøre os en tjeneste til gengæld.

Muligvis var der et system i rodet, der bare var skjult for vores uøvede øjne, for han så ud til at vide hvad der skulle gøres.
Han løftede sin stok og bankede inderne oven i hovedet til vandene sig en smule skilte og vi skyndte os at følge efter ham.
Han ledte os hen til en vogn uden tremmer for vinduerne.

.....

Der havde lynhurtigt dannet sig en prop af asende, masende skubbene mennesker foran døren.

De indere, der rejser på 1. A/C er pengestærke og kunne ikke drømme om at bære deres bagage selv. Så halvdelen af dem der stod og ville ind, var bagagebærere.
Ejerne af bagagen forlod naturligvis ikke vognen før deres bagage var bragt ud.
Men alle de nye passagerer ville ind og erobre en plads nu !
Så det blev alles kamp mod alle.
På et tidspunkt var der kommet så mange bærere og passagerer ind, at dem der var på vej ud, inklusiv deres bagage og bærere, ikke kunne mase sig mod strømmen.
Døren i den anden ende af vognen var aflåst, så der var kun én vej ud - og ind. Den samme.
Og så gik alt i stå.

Vi stod maste som sild i en tønde.
Det var umuligt at bevæge armene. Nogle havde problemer med at få vejret.
Hvad nu ?

Erika, mor og jeg var inde i vognen. Lidt spredte, men vi kunne råbe til hinanden.
De andre var stadig ude på perronen, eller halvvejs ude et eller andet sted i larmen.
Senere fik vi at vide at de nær var gerådet i håndgemæng derude.
Deres europæiske organisationstalenter og utålmodighed var slet ikke gearet til den slags upraktisk adfærd.

På et tidspunkt begyndte knuden at løsne sig og folk asede og skubbede og masede sig højt mumlende forbi hinanden.

.....

Vi vidste ikke hvad nr. pladser vi havde, så vi måtte vente på at vi blev samlede igen.
Det tog en tre kvarters tid før alle var ombord.

Dette var som sagt en af de dyre vogne, så alle sæder var nummererede og reserverede.
Jeg havde faktisk også bemærket en kontrollør uden for vognen inden anarkiet tog overhånd,
så hvad skulle så al den panik til for ?

Det fandt vi snart ud af.

Det viste sig at der sad en familie med 5 børn på vores pladser (senge) og på rodet og affaldsdyngerne kunne vi se at de havde siddet der længe, så de var ikke meget for at flytte sig.
Vi viste dem vores biletter og maste os ind ovenpå dem med vores bagage.
Vi kunne jo ikke lukke af for trafikken på gangen hvor vi stod og fyldte op med vores rygsække.
Et par af børnene måtte dog ud på gangen og så stod vi forpustede der i den lille kupe og nedstirrede hinanden.

Det blev en sej kamp.
De kunne ikke argumentere så meget mod vores reservationer,
andet end at de jo var der først og det var synd for børnene.

 

Og efterhånden havnede det meste af den indiske familie ude på gangen.
Nu mangler bare deres bagage.


Kampen om vores senge er næsten vundet.

Toget var kun 20 minutter forsinket ved afgang.

Der gik lidt tid inden dem der havde kæmpet for livet ude på perronen kunne slappe af, men så bredte hyggen sig og vi drak medbragt fødselsdags-champagne for Birgitta og så krøb vi i seng.

 

Vognene var indrettede med kupeer - med 4 senge hver.
Dog var der ingen døre eller vægge ud til gangen, men nogle forhæng der kunne trækkes for og som uværgeligt blev trukket fra igen hver gang nogen bevægede sig op eller ned ad gangen udenfor.

Der skal insisteres meget kraftigt, evt. bestikkelse til, for at få noget andet brugt - men næsten rent, sengetøj.

Vognene er en del bredere end i DK, så der var også langsgående senge i 2 etager ude i gangen, også med forhæng for. Der sov Steen&Erika.

 

 
 

Next >>