Missed the Frame ?

 
 

Og så kom vi til lufthavnen. Mama Mia.

K havde et lufthavnspas, så han kan komme helt ind til told/pas grænsen inde i bygningen. Bl.a for at kunne støtte ankommende danskere, medbringende underlige håndbagager, gennem de kommunistik opdragede tolderes administrative fælder og uvidenhed.

Det pas ville han gerne overdrage til P, der skulle styre kontoret i julen. Eller få udstedt et tilsvarende.
K og P havde i dagevis fået lavet aftaler og arrangeret møder med toldchefen eller lufthavnschefen, men forgæves.

K var blevet forsinket på kontoret, så han ville komme lidt senere.

Vi andre tjekkede ind, mens P endnu engang forsøgte at forklare de ansvarshavende om nødvendigheden af et adgangspas.

G, J og jeg tjekkede ind samtidig. Så kunne det være at de ikke opdagede overvægten.
Der var ikke plads på vægten til al vores bagage.
G og J havde også deres lille datter med, foruden deres egne ret store kufferter, så min kom tilfældigvis til at ride oppe på en kant, så den ikke kom til at veje så meget.
Ham der skulle løfte kufferterne over på en lille vogn bagefter, skulede dog slemt da han forsøgte.

K var i mellemtiden ankommet, men var rendt ind i den lille emsige dame i døren, som tjekkede om folk havde ting så som videokameraer, computere og slige dyre tekniske aggregater med ud af landet, som var blevet indført i deres pas, da de i sin tid rejste ind.

K havde fået indført en Laptop, men han ville gerne overdrage den til P, så han kunne bruge den på kontoret.     Damen tog dog begrebet “personal computer” meget alvorligt.            Og man kunne ikke sådan bare slette noget der var skrevet ind i passet. Og P havde jo heller ikke haft den med ind vel?

P havde også spottet K og bad ham komme og hjælpe med adgangspasset, men nu ville hun slet ikke lukke K ind til os. Til sidst blev de opslugt af en stor flok mennesker, hvor alle råbte i munden på hinanden.

Tiden gik, og K havde endnu ikke kunnet tjekke ind.

Vi andre havde i mellemtiden fået udfyldt vores “disembarkment” kuponer, så J lånte mig en 10 $ seddel til lufthavnsafgiften og gik med familien ind i afgangshallen.

Stemningen begyndte at blive spændt (og K lettere ophidset), og han måtte til sidste se i øjnene, at Davids kamp mod tiden og det ethiopiske embedsmandsvælde var tabt.

Ingen computer og ingen adgangspas.


Og så var det med at komme afsted.

Betale lufthavnsafgift op ad trappen til "Security" kontrollen

Åh åh. Lommekniven!
Hvorfor glemmer jeg altid at lægge den i kufferten ?

De vil helt sikkert beslaglægge den.
Eller også forsvinder den i baggagehåndteringen  - og jeg har fået den af min “lille”bror.

Nå, men på dem ! Det kan ikke gå værre end galt.

Jeg smider håndbagagen op på båndet til den store, robust udseende (sikkert russiskbyggede) gennemlysningsmaskine med det store, røde blinkende skilt: “DANGER: X-ray,  X-ray” og træder hen til portalen.

I det samme slår det ned i mig.... Filmene !!

Er den X-ray maskine mon ikke fra før krigens tid, hvor man i flysikkerhedens navn ikke tog smålige hensyn til folks familiebilleder fra charterferien ?
Jeg havde for en stor del erstattet og suppleret notaterne fra målearbejdet med fotos. Så hvis de forsvinder, forsvinder det halve af målingerne også.
Shit, shit, shit.

Selfølgelig hylede portalen skingert da jeg trådte igennem med min lommekniv.

“Empty Your pockets”.

Jeg halede alt op af lommerne, undtagen kniven.

“Beeep !” lød det anklagende fra alarmen.

“What do you have there ?”, sagde han og pegede på brystlommen.

Jeg tømte den også.

“Beeep !”

Jeg stod helt stille mens han førte metaldetektoren hen over min syndige krop.

Hvis han finder kniven nu, er det helt sikkert at jeg har forsøgt at smugle den med ombord.

Men han lod mig passere !
Han troede vist at det var mit bæltespænde.!

Tak Jesus og Maria og alle i andre.

I det samme tårnede den næste forhindring sig op.

De små aflukker med beskidte forhæng for.

Kropsvisitation !  Åh nej.

Hvad nu ?

Kvinder til venstre og mænd til højre.

Jeg begyndte at blive en lille smule klam i hænderne.

Da det blev min tur og forhænget blev slået til side, var det første mit blik faldt på, en lille skammel fyldt med blå valutadeklarerings papirer !

Damn ! Dem havde jeg helt glemt.

Jeg startede med at rable en masse ord af mig om at sådan en seddel havde jeg desværre forlist allerede ved ankomsten, men jeg udførte de samme penge igen som jeg havde indført, da det firma jeg arbejdede for havde afholdt alle mine udgifter og bla, bla, bla.

Han så træt på mig og spurgte: “How much Birr you have ?”

Da der ikke var tid til dårlige vittigheder, halede jeg ydmygt det småmønt op jeg havde i lommen.

Det lå langt under den grænse på 10 Birr det var lovligt at udføre. (Altså fraregnet den 10 Birr seddel jeg havde gemt i håndbagagen som souvenir....).

Så det endte med at han opgivende slog forhænget til side og sendte mig ud.

Yes ! I made it !


Jeg fandt hurtigt de andre.

De havde passeret boarding-pass kontrollen og var gået ind i mylderet i vente”salen”, hvor de først-ankomne havde fundet en siddeplads.

K betalte min lufthavnsafgift og J fik sin dollarseddel tilbage.

Jeg gik i gang med at sige tak for sidst til nogle af de danskere vi havde mødt til glögg arrangementet og som skulle med samme fly.
De havde bemærket at jeg var lidt længe om at komme igennem kontrollen. (Betryggende at vide at vi holder øje med hinanden.
De fleste havde været her længe nok til at vide at der kan ske både det ene og det andet).

Og mens jeg var i færd med at fortælle hvad der var hændt, lød det over højttaleren:                                .....“Mr Djæn Widesku, Flight LH et eller andet, Please report to Airport Security” !?

De så lidt forskrækkede på mig.  Hvad nu ?

Jeg efterlod min håndbagage hos dem og meldte mig.

Der kom en brysk udseende mand hen til mig og sagde:  “Wait here”.

Så var der lidt snakken frem og tilbage på Amharik, hvorefter han sagde: “Follow me”.

Han førte mig ned ad gangen og hele vejen tilbage forbi valutadeklareringsmanden, kropsvisitationsboksene, den russiske røntgenkanon, paskontrollen og ned i forhallen til en kældertrappe.

Pokkers. Jeg havde stadig kniven i lommen.

Videre nede ad trappen, gennem en gang, ind i et mørkt rum. Og der, midt på et lille bord, tronede Pia’s efterhånden godt skæve kuffert i enlig majestæt i det skarpe lys fra en ensom lampe.

“We have rekogniced an unidentified metallic object in this suitcase”. Meddelte han mig.

 ”Is it Yours ?”

Ikke helt i overensstemmelse med sandheden, sagde jeg: “Yes”.

(Det er jo egentligt Pia’s, men jeg følte at det nok ikke var det helt rigtige tidspunkt at komme med en længere udredning omkring mit privatliv og forskellen på dit og mit, så jeg lod det blive ved det. Men jeg trængte bare sådan til at være ærlig igen).

“Please open it”.

Jeg fandt nøglerne frem og begyndte at åbne den, mens jeg fortalte om nedslidte vejmålemaskiner og regummierede slagplader, altimens mit baghovede rumsterede med tanken om tilbageturen gennem hele sikkerhedssystemet med en kniv, der efterhånden var begyndt at brænde i lommen på mig.

Han accepterede min forklaring og blev til sidst helt snakkesalig.

Jeg låste kufferten igen og vi tøffede hyggesnakkende tilbage.
Han var nu overbevist om at jeg ikke var terrorist, så vi sprang let og elegant over alle kontrollerne og ombord på flyet.


Det var med lettelse jeg så de enlige lys fra Addis glide væk under flyets vinger og forsvinde i mørket.
Afgangen ligger så sent på dagen, da der ikke er nogen flyselskaber der har lyst til at overnatte og blive serviceret i Addis. De kan lige nå retur på een dag. Jeg er ikke engang sikker på at de får tanket der. Det blev vist gjort under mellemlandingen i Jeddah.

I forhold til mørket i Addis og i Ethiopien i det hele taget, var Jeddah badet i lys og strålede i mørket som en dårlig Disney World kopi.

Velkommen tilbage til civilisationen. (Bare nu ikke de film er blevet ødelagt af den røntgenmaskine)...

                                                            ...............

Og her må vi desværre lade vores hovedperson tone bort, alene i natten, beskæftiget som han er med småproblemer og drømmen om familie-jul og 3 ugers ferie i Indien.

Så måske er det ikke slut her.

Hvem ved ?

Og så er der rulletekster.

 

 
 

SLUT >>